Peter Gorm Hansen siger farvel til KL

15/03/2011 13:13

Nick Allentoft

Adm. direktør Peter Gorm Hansen har i dag opsagt sit job i KL. Han fratræder sin stilling ved udgangen af juli 2011. Opsigelsen sker som led i et planlagt generationsskifte i KL’s direktion. Det oplyser KL kortfattet på sin hjemmeside.

Peter Gorm Hansen er en institution i den kommunale verden efter hele 27 år som administrerende direktør i Kommunernes Landsforening. Han fylder 69 i år, og har dermed allerede passeret pensionsalderen.

Der har i årevis været spekulationer om generationsskifte i KL, men de er gang på gang slået ned. Nu bliver det virkelighed, og ifølge den kortfattede meddelelse fra KL er det et planlagt generationsskifte, som kommunernes magtfulde organisation nu indleder. Ifølge dagbladet Politiken vil en plan blive forelagt KLs hovedbestyrelse på det kommende delegeretmøde - det kommunale Topmøde, der afholdes i Aalborg 24-25 marts.

Peter Gorm Hansen har arbejdet med kommunernes interesser hele sit arbejdsliv. Han blev ansat i den daværende danske Købstadsforening, som senere blev til Kommunernes Landsforening, hvor han i 1984 blev administrerende direktør. Det gør Gorm Hansen til en af de længstsiddende topchefer i den offentlige sektor.

KL oplyser iøvrigt for denoffentligesektor.dk, at der ikke er fundet en afløser, men iværksat en proces, der skal finde en ny administrerende direktør.

/Redaktionen

Mest Læste

Annonce