Rådmand Kristian Würtz tager barselsorlov

21/06/2012 14:45

Administrator

Rådmand for Børn og Unge, Kristian Würtz, anmoder byrådet om barselsorlov med sin søn, som blev født i vinter. Det skriver socialdemokraterne i Aarhus i en pressemeddelelse.

Barselsorloven har været planlagt siden fødslen. Kristian Würtz ser frem til nogle sommeruger sammen med familien, der tæller familiens to år ældre datter og Kristian Würtz’ hustru Louise. Barselsorloven strækker sig fra onsdag 27. juni til og med fredag 17. august.

I perioden udtræder Kristian Würtz formelt af byrådet, og erstattes af suppleant Eva Ryberg.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe peger på 40-årige Camilla Fabricius som afløser på posten som rådmand for Børn og Unge i barselsperioden. Camilla Fabricius har siddet i byrådet siden 2009, og arbejder til daglig som pædagogisk afdelingsleder på en specialskole.

Den midlertidige rokade betyder, at Camilla Fabricius afløses i Økonomiudvalget af Eva Ryberg mens Aage Rais-Nordentoft overtager hendes plads i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Kristian Würtz’ anmodning om midlertidigt at udtræde af byrådet skal formelt vedtages i Aarhus Byråd på onsdag.

Mest Læste

Annonce