Ringsted: Børne- og kulturdirektør fra Socialministeriet

29/06/2010 00:00

Nick Allentoft

Ringsted Kommunes nye børne- og kulturdirektør Nina Eg Hansen er 38 år og har en uddannelse i statskundskab fra Århus Universitet og efterfølgende uddannet sig bl.a. på Harvard University.

Hun har arbejdet i en række ministerier, senest i Socialministeriet, hvor hun har haft ansvaret for dagtilbudsområdet og indsatsen over for udsatte børn og unge. I Ringsted Kommune får Nina Eg Hansen det øverste ansvar for børne- og kulturforvaltningen og de mere end 1.100 ansatte på området. Nina Eg Hansen ser frem til skiftet fra Socialministeriet til Ringsted Kommune, hvor hun især glæder sig til at komme meget tættere på hverdagen for børn og unge.

- Jeg vil gerne gøre en positiv forskel for familier og børn. Derfor glæder jeg mig til at komme til Ringsted Kommune, hvor de ting, jeg har arbejdet med i staten, bliver til virkelighed. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med de medarbejdere, som møder børn, unge og familier i hverdagen, siger Nina Eg Hansen.

Nina Eg Hansen bor på Amager, er gift og har fire børn mellem nul og ti år.

Mest Læste

Annonce