Siumut-stjerne fik flest stemmer ved grønlandsk valg

13/03/2013 08:58

Ritzau

Hun voksede op på en hundeslæde i Nordvestgrønland. Nu har Aleqa Hammond vundet storsejr ved grønlandsk valg. Efter fire år som oppositionsleder står Aleqa Hammond med en historisk mulighed for at blive Grønlands første kvindelige regeringschef.

Den 47-årige socialdemokrats parti Siumut har vundet det grønlandske landsstyrevalg med 42,8 procent af stemmerne, og partiformanden selv er med 6818 personlige stemmer valgets absolutte topscorer.

Landsstyreformand Kuupik Kleist fra venstrefløjspartiet Inuit Atagatigiit (IA) har fået 2449 færre personlige stemmer, da 4369 af de grønlandske vælgere satte deres kryds ved ham.

Dermed har Hammond givet sin rival en syngende lussing ved valget. Hendes hjerte for de svageste i samfundet, og hendes optræden under valgkampen har angiveligt flyttet mange stemmer over til Siumut.

Sådan var det ikke, da hun blev født. Dengang græd alle, og det var ikke glæde, der fik tårerne til at trille - men derimod skuffelse over, at familiens førstefødte var en pige.

- Alle havde strikket blåt, og min mor græd og græd i dagevis.

Sådan beskriver Aleqa Hammond selv sit første møde med tilværelsen i en traditionel fangerfamilie i Uummannaq i Nordvestgrønland.

I dag taler hun syv sprog flydende. Hun har rejst verden rundt og taler brændende for grønlandsk selvstændighed, som hun er overbevist om vil blive en realitet i hendes levetid.

Det har blandt andet resulteret i, at hun er blevet kritiseret for at love grønlænderne guld og grønne skove.

Modgang er imidlertid ikke noget, der kan ryste Aleqa Hammond. Hun mistede sin højt elskede far under en fangst, da hun var syv, og som 15-årig besluttede hun at rejse alene ud i verden.

Da hun i 2005 besluttede at gå ind i politik, blev hun valgt ind med det femtestørste stemmetal uden at have noget nærmere kendskab til politik.

- Jeg var en grøn grønlænder, konstaterer Hammond i et interview med Kvinfo.

Grøn og uerfaren var hun dog ikke længe, for Aleqa Hammond blev straks udnævnt til familie- og justitsminister og halvandet år senere forfremmet til udenrigs- og finansminister.

I 2009 afløste hun Hans Enoksen som partiformand efter Siumuts nederlag ved landstingsvalget, der også medførte det første politiske magtskifte i Grønland i 30 år.

Enoksen fik ved tirsdagens valg 632 personlige stemmer og fik dermed næstflest stemmer efter Aleqa Hammond.

For det er hende, der har sikret et socialdemokratisk comeback, og som nu skal prøve at danne en ny regering.

Mest Læste

Annonce