Sophie Hæstorp vil være regionsformand

27/10/2012 10:17

Ritzau

38-årige Sophie Hæstorp Andersen bliver socialdemokratisk spidskandidat ved valget til Region Hovedstaden.

Hun er især kendt som Socialdemokratisk sundhedsordfører. Og da netop sundhedsområdet er regionernes hovedopgave, så har det ligget lige for, at det 38-årige folketingsmedlem Sophie Hæstorp Andersen nu satser på en karriere som regionsformand i Region Hovedstaden.
- Jeg er meget optaget af, at vi skal kvalitetssikre vores sygehuse. Det kan ikke være rigtigt, at der er så mange, der bliver syge af at komme på sygehuset, siger Sophie Hæstorp Andersen, der er valgt som socialdemokratisk spidskandidat uden modkandidater.
Sophie Hæstorp Andersen har allerede erfaring fra regionsarbejdet. Hun var medlem af regionsrådet i Hovedstaden fra 2006 til 2007, men forlod det for at overtage Pia Gjellerups plads i Folketinget.
Dengang forhindrede interne socialdemokratiske regler, at man kunne være medlem af et regionsråd og Folketinget samtidigt. Den regel er siden lavet om.
En af årsagerne til, at Sophie Hæstorp Andersen gerne vil skifte landspolitik ud med regionalpolitik er, at hun gerne vil tættere på de, der bliver direkte berørt af beslutningerne.
- Nu har jeg som sundhedsordfører været med til at træffe overordnede beslutninger i Folketinget. Der er jo nogle beslutninger, man træffer i regionerne, som er meget tættere på borgerne, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Sophie Hæstorp Andersen er udset til at afløse Vibeke Storm Rasmussen, der var amtsborgmester i Københavns Amt fra 1992 til 2005. Og siden kommunalreformen har været regionsformand.
Venstre satser også på en profil til valget i form af den tidligere københavnske borgmester og nuværende folketingsmedlem Martin Geertsen.
Valget til regionerne finder sted sammen med kommunalvalget 19. november næste år.
/ritzau

Mest Læste

Annonce