Søren Gade bliver ny topchef for landbruget

07/05/2012 10:55

Ritzau

Tidligere forsvarsminister Søren Gade skal være ny administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer. Den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) bliver ny administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Søren Gade afløser Carl Aage Dahl, der har været direktør gennem en del år. Gade skal ifølge formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, bringe "gennemslagskraft og synlig ledelse" med sig.

- Vi har valgt Søren Gade, fordi vi mener, han har de rette kvalifikationer til at føre vores organisation videre mod målet, om at få de bedste rammevilkår for vores erhverv, siger Niels Jørgen Pedersen i meddelelsen.

- Ud over hans stærke personlighed og gode kommunikationsevner har han den rette baggrund til jobbet. Han har indgående kendskab til politiske processer samt et godt netværk både i erhvervslivet og i den politiske verden, siger Niels Jørgen Pedersen.

Søren Gade, der er uddannet cand.oecon., var forsvarsminister fra 2004 til 2010. Her trak han sig tilbage blandt andet efter den såkaldte lækagesag.
I 2010 blev Gades særlige rådgiver Jacob Winther således sigtet for i 2007 at have afsløret, at danske jægersoldater skulle på hemmelig mission til Irak. I sidste ende faldt oplysningerne tilbage til Gade.

Han har på det seneste forsøgt at holde sig ude af det offentlige liv, men vender altså nu tilbage.

- At skabe de bedste rammevilkår for landbrug- og fødevareerhvervet og dermed bidrage til væksten i det danske samfund er selvfølgelig det, det hele handler om, udtaler Søren Gade.

- Og når det er sagt, så er det mit klare mål at videreføre og intensivere arbejdet med at føre landbrugs- og fødevareerhvervet helt ind i danskernes bevidsthed, siger han.

Landbrug & Fødevarer skal varetage den danske fødevarebranches interesser. Organisationen blev dannet i 2009 ved en fusion af blandt andet Landbrugsraadet, Danske Slagterier, Dansk Svineproduktion og Dansk Landbrug.

Søren Gade: Fra skyttegrav til grisestald
Den tidligere forsvarsminister er ny administrerende direktør for organisationen Landbrug & Fødevarer.

* Søren Gade er født den 27. januar 1963.
* Han blev valgt til Folketinget for Venstre i 2001 og var forsvarsminister fra 24. april 2004 til 23. februar 2010.
* Trak sig som minister og fra Folketinget efter den såkaldte jægerbogs-sag, der blandt andet handler om lækage af fortrolige oplysninger.
* Har siden været nævnt som mulig borgmesterkandidat i Holstebro, men er altså nu blevet ansat som administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer.
* Der verserer fortsat politiske sager, som Søren Gade kan blive inddraget i. Blandt andet skal han vidne for Irak-kommissionen.
* Søren Gade er uddannet økonom fra Aarhus Universitet i 1990, men startede sin karriere i forsvaret fra 1983 til 1990, hvor han er reserveofficer.
* Har blandt andet arbejdet i Færch Plast, Dansk Supermarked og Cheminova Agro A/S, ligesom han har undervist merkonomer i detailhandelsledelse.
* Er far til to piger.
* Søren Gades bror, Kristian Gade, er for øvrigt landmand og formand for Holstebro Struer Landboforening og samtidig medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse.

Mest Læste

Annonce