Søren Hansen ny direktør i Lyngby-Taarbæk

03/05/2011 14:30

Nick Allentoft

Et enigt ansættelsesudvalg har valgt Søren Hansen som ny direktør i social og sundhedsforvaltningen. Søren kommer fra en stilling som afdelingschef i Undervisningsministeriet hvor han har været medlem af direktionen og har haft ansvar for styring, kvalitetssikring og udvikling af alle de erhvervsrettede uddannelser.

”Søren har rigtigt mange gode kvaliteter og er en dygtig engageret leder som naturligt kan tale med alle. Søren har en stærk ledelsesbaggrund og også en solid forståelse, for hvordan offentlige organisationer balancerer mellem behovet for fornyelse og sikker drift. Jeg forventer mig meget af samarbejdet og ser sammen med medarbejdere og direktion frem til at skabe velfungerende løsninger sammen med Søren” siger kommunaldirektør Tim Andersen.

Om sit nye job og de kommende udfordringer siger Søren Hansen ”Jeg har stor respekt for indsatsen på social og sundhedsområdet i LTK og glæder mig til at arbejder videre med de gode resultater som kommunen har på job-, handicap- og ældreområdet. På ældreområdet bliver det spændende at være med at skabe mulighederne for fremtidens ældreservice og det gode liv for de ældre”.

Kommunen får en lederfigur som er åben, uformel og direkte. ”Min ambition er, at alle også medarbejderne i yderste led kan se meningen med deres indsats, så der er god sammenhæng mellem det vi siger, og det vi gør. Jeg står for samarbejde og innovative løsninger om de udfordringer vi har, så alle kan bidrage til at skabe den bedst mulige borgerservice inden for rammerne. Det handler fx om at stille skarpt på forskellen mellem den leverede og oplevede service hos borgerne ligesom det også handler om at inddrage borgerne som medspillere” fortæller Søren Hansen.

For den nye social- og sundhedsdirektør handler det om at være tydelig og sørge for at involvere borgere og medarbejdere i et stærkt og velfungerende social- og sundhedsområde. ”Jeg vil gøre en dyd ud af at levere respektfuld og ordentlig betjening af politikerne, så grundlaget er i orden når beslutningerne skal træffes. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet og vil til at begynde med skabe tillid og rum for samarbejde. Så skal jeg sætte mig grundigt ind i tingene og stille de gode spørgsmål så forudsætningerne er på plads for de holdbare resultater” afslutter Søren Hansen.
 

Mest Læste

Annonce