Søren Hjortsø Kristensen ny chef for Teknik og Miljø i Haderslev

24/02/2012 13:43

Haderslev Kommune

Den 49-årige Søren Hjortsø Kristensen bliver ny chef for Teknik og Miljø i Haderslev Kommune. Han kommer fra et job som teknisk direktør i Odder Kommune.

Den 1. maj får medarbejderne i Teknik og Miljø i Haderslev Kommune ny chef. Den 49-årige Søren Hjortsø Kristensen skal afløse den nuværende chef for Teknik og Miljø, Erik Ancker, der har valgt at gå på pension den 1. april.

Søren Hjortsø Kristensen er uddannet Cand. Techn. Soc. fra RUC og har siden 2006 været teknisk direktør i Odder Kommune. Han har stor erfaring som leder og har arbejdet med det kommunaltekniske område i 25 år. Inden han kom til Odder har han været teknisk vicedirektør i Fredericia Kommune og direktør for Miljøcenter Østjylland.

”Vi har valgt Søren Hjortsø Kristensen, fordi han udover at være en erfaren leder med en stor faglig indsigt også er nytænkende. Han har haft succes med store projekter med borgerinddragelse, og jeg er sikker på, at det er noget både medarbejdere og borgere i Haderslev vil få glæde af”, siger direktør for Erhvervs- og Borgerservice, Rune Larsson.

I Haderslev bliver Søren Hjortsø Kristensen chef for cirka 175 medarbejdere, fordelt under 8 teamledere, en driftsafdeling og brand og redning.

Privat bor den nye chef i Fredericia med sin kone og parrets to sønner. Fritiden bruges både på løb og musik.

Mest Læste

Annonce