Steen Christiansen valgt som ny formand for KKR Hovedstaden

07/11/2011 14:26

Nick Allentoft

Kommunekontaktrådet i Hovedstaden har i dag valgt borgmester Steen Christiansen (A), Albertslund Kommune, som formand. KKR er det fælles forum for dialog og udvikling for de 29 kommuner i region Hovedstaden.

Steen Christiansen afløser borgmester Kjeld Hansen (A), Herlev som formand, da Kjeld Hansen har valgt at stoppe som borgmester. Steen Christiansen er 51 år og har været borgmester i Albertslund siden 2010.

Steen Christiansen udtaler:

”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for at videreføre det gode samarbejde mellem kommunerne. Vi har mange opgaver, som forudsætter et godt samarbejde, både mellem kommunerne og med andre parter. Det gælder eksempelvis udviklingen af det nære sundhedsvæsen, som vi har drøftet i dag. Her er brug for fælles fodslag i løsningerne, når vi skal skabe tryghed og sundhed for borgerne, i samarbejde med praktiserende læger og med stadig mere specialiserede hospitaler.”

Jannich Petersen (V), viceborgmester i Gribskov Kommune og næstformand i KKR Hovedstaden:

”Vi er nået langt i KKR i de sidste 5-6 år med Kjeld Hansen som formand. Jeg er særligt glad for, at vi har taget hul på at bidrage til de store vækstudfordringer, som Hovedstaden og hele Danmark står i lige nu. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med Steen om at udvikle KKR’s rolle som samlende kraft for kommunerne i Hovedstaden.”

Mest Læste

Annonce