Thomas Banke trækker sig også som byrådsmedlem

Med en begrundelse om personlig hetz, forlader tidligere borgmester Thomas Banke lokalpolitik i Fredericia.

Den omstridte tidligere borgmester Thomas Banke trækker sig nu helt som byrådsmedlem i Fredericia Kommune. Thomas Banke begrunder det med hetz mod sin person.
Det oplyser han i en pressemeddelelse.
- Det var min intention, at der nu kunne komme ro over Fredericia og Venstre, når jeg havde meddelt min afgang som borgmester, siger Thomas Banke.
- Desværre kan jeg nu konstatere, fra pålidelige kilder, at hetzen imod min person kører videre, hvis ikke jeg trækker mig som menigt byrådsmedlem.
- Det hele er nu af en sådan karakter, at jeg ikke længere ønsker, at være en del af det politiske spil i Fredericia, overhovedet.
- Måden hvorpå enkelte aktører lokalt fører an i kampen mod min person gør, at jeg nu må vægte hensynet til min familie og omgivelser, siger Thomas Banke.
Tidligere på ugen trak Thomas Banke sig som borgmester i Fredericia Kommune. Det skete efter flere dage politisk rod i kommunen, hvor først Thomas blev ekskluderet i Venstre af fire partifæller, der senere ligeledes blev ekskluderet af partiet.
I forbindelse med sin afgang er der dukket flere sager op, hvor Thomas Banke har rod i regnskaberne.
De nye sager handler om tre ture i 2010, hvor der er registreret kørsel i både tog og bil.
Det skulle efter Bankes eget udsagn dreje sig om et samlet beløb på under 5.000 kroner over tre år.
- Jeg er blevet bekendt med, at nogle lokalpolitiske aktører vil bruge disse oplysninger til at starte nye mediestorme imod min person. Derfor vælger jeg nu at gå helt ud af fredericiansk lokalpolitik, siger Thomas Banke.
Thomas Banke har været landets mest omtalte borgmester, siden det kom frem, at han blandt andet har afleveret problematiske bilag og har haft rod i sit kørselsregnskab.
Desuden har han været kritiseret for et morfinforbrug efter et tandlægeforløb, der gjorde, at han gik på orlov 14. december.
Sagerne førte til, at Banke i en periode har været sygemeldt, men onsdag i denne uge vendte han tilbage til borgmesterkontoret.
Hvem der overtager borgmesterkæden bliver formentlig afgjort senere søndag. Det bliver nemlig en af de fire ekskluderede Venstre-medlemmer, der bliver ny borgmester i Fredericia efter Thomas Banke .
Det står klart, efter at Socialdemokraterne og SF lørdag meldte ud, at de støtter en af de fire. Favoritter til borgmesterposten er Kenny Bruun Olsen (V) og Peder Hvejsel (V).


KRONOLOGI: Vejen til Thomas Bankes fald

Thomas Banke har været i politisk stormvejr, siden byrådet i december udtrykte mistillid til ham, fordi han har brugt kommunens kreditkort til private indkøb.
I torsdags meddelte han, at han trækker sig som borgmester, men bliver i Venstre. Søndag trak han sig også som byrådsmedlem i Fredericia Kommune.
* I efteråret 2012 erkender Thomas Banke at have brugt store mængder smertestillende morfin i forbindelse med en langvarig tandbehandling.
* 14. december sygemelder Thomas Banke sig i en periode efter et ekstraordinært møde i kommunens økonomiudvalg.
* 15. december kommer det frem, at borgmesteren i flere tilfælde har brugt kommunens kort til private indkøb og betalinger, hvilket har stået på i to år.
* 16. december erklærer Thomas Banke, at han i sin sygeperiode vil tænke grundigt over sin fremtid. Samtidig beklager han sine fejldispositioner.
* 17. december opfordrer et enigt byråd - herunder Venstre - Banke til at gå af som borgmester.
* 7. januar 2013 meddeler bestyrelsen i Venstre i Fredericia samt byrådsmedlemmet Pernelle Jensen, at de alligevel støtter Thomas Banke og ønsker ham velkommen tilbage på borgmesterposten. De er dermed uenige med de fire resterende medlemmer af partiets byrådsgruppe.
* 7. januar 2013: Samtidig støtter også den borgerlige fløj i Fredericias byråd, Dansk Folkeparti og De Konservative, nu borgmesteren.
* 7. januar 2013 afslører TV2 nye belastende detaljer om Bankes borgmestertid. Ifølge eget kørselsregnskab har Thomas Banke holdt møder med borgmesteren i Herning, partifællen Lars Krarup, både den 24. april 2010 og 25. maj samme år, men Lars Krarup har ikke registreret møder med Thomas Banke de to pågældende datoer.
* 8. januar 2013: De fire Venstre-folk i Fredericia-byråd øger presset for at få Banke til at trække sig som borgmester. Udmeldingen lyder, at byrådsgruppen ekskluderer Thomas Banke fra partiet Venstre, hvis han ikke trækker sig inden onsdag 9. januar klokken 12.
* 8. januar 2013 meddeler Thomas Banke i et interview i TV Syd, at han vender tilbage til jobbet som borgmester.
* 8. januar 2013: Alle de Venstre-folk i Fredericia Byråd, som ikke bakker op om Thomas Banke som borgmester, er blevet truet med eksklusion, oplyser Hanne Lumby, der sidder for Venstre i Fredericia Byråd, til jp.dk.
* 9. januar 2013: Borgmester Thomas Banke ekskluderes fra Venstre.
* 9. januar 2013: De fire Venstrepolitikere i byrådet, der har ekskluderet Banke, bliver selv ekskluderet af den lokale partiforening.
* 10. januar 2013: Thomas Banke genindtræder i Venstre.
* 10. januar 2013: Thomas Banke trækker sig som borgmester, men forbliver i Fredericia Byråd og Venstre.
* 13. januar 2013: Thomas Banke trækker sig som byrådsmedlem i Fredericia Byråd.


/ritzau/

Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer