Torben Nøhr ny direktør i Køge

15/12/2010 13:22

Nick Allentoft

Torben Nøhr bliver fra 1. februar 2011 ny teknik- og miljødirektør i Køge Kommune. Med sig har han knapt 20 års erfaring som teknisk direktør – senest i Vordingborg Kommune.

Det bliver et både erfarent og kendt ansigt, der fra februar vil stå i spidsen for Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune. 57-årige Torben Nøhr var i perioden 1991-2000 teknisk direktør i netop Køge, og har siden da bestridt samme poster i Frederiksberg og Vordingborg kommuner. Og opgaverne står nærmest i kø til den nye direktør.

”Med Torben får vi en yderst kompetent person ombord, som både vil kunne løfte vores mange store udviklingsprojekter og udvikle den løbende indsats på teknik- og miljøområdet, så vi fortsat matcher kravene og forventningerne til en moderne kommune. Samtidig venter også en vigtig intern opgave i at understøtte den nye organisering i Teknik- og Miljøforvaltningen. Torben er nok en af landets mest erfarne på sit felt, hvilket vi kommer til at drage stor fordel af – og så kender han jo allerede Køge Kommune godt”, fortæller kommunaldirektør Peter Frost.

Den kommende teknik- og miljødirektør ser også selv frem til gensynet med Køge Kommune.

”Køge er vel nok den mest spændende kommune på Sjælland at arbejde i, så jeg føler mig meget heldig at være udvalgt til jobbet. Jeg ved, der ligger store udfordringer foran mig - både med de store projekter, men også med at realisere den nye forvaltningsstruktur. Jeg kender jo en del til Køge i forvejen, men alligevel er der de sidste 10 år sket så store forandringer, at det nærmest er som at komme til en ny kommune”, siger Torben Nøhr.

Torben Nøhr har en baggrund som cand.scient i kulturgeografi og er desuden formand for Kommunalteknisk Chefforening. Privat bor han i Sorø sammen med praktiserende læge Susanne Kierstein og hendes to piger, mens hans egne tre voksne døtre er flyttet hjemmefra.

Stillingen som teknik- og miljødirektør har stået ledig siden maj, hvor Jes Møller forlod den for at blive projektchef i Køge Kyst.
 

Mest Læste

Annonce