Der er mange frivillige organisationer og Centre, der løser opgaverne professionelt, effektivt og billigere end kommunerne. Men de er afhængige af kommunernes visitation og kommunerne visiterer helst til egne institutioner. Resultater for borgeren er dybest set en forstyrrende faktor, skriver Per K. Larsen       Foto: Oya Metin
Der er mange frivillige organisationer og Centre, der løser opgaverne professionelt, effektivt og billigere end kommunerne. Men de er afhængige af kommunernes visitation og kommunerne visiterer helst til egne institutioner. Resultater for borgeren er dybest set en forstyrrende faktor, skriver Per K. Larsen Foto: Oya Metin

Økonomiaftale forbereder dødsdom over krisecentre

Politik

29/8/14 3:26

Nick Allentoft

Indsatsen for fattige og socialt udsatte, når regering og kommuner nu lister mål ind om en sammenhængende indsats for borgere på kvindekrisecentre og forsorgshjem, skriver temaredaktør Per K. Larsen her i en ordentlig afklædning af aftalen om kommunernes økonomi fra før sommerferien.

Lige før sommerferien kom der besked om at Regeringen har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi for 2015. En aftale, der skal sikre at kommunerne fortsat kan udvikle den borgernære service på områder som folkeskole, dagtilbud og ældrepleje. Fint nok.  

Fattigdomsdebatten boks

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

 

Når man, som jeg, har fokus på fattigdom, leder man efter indsatsen for fattige og socialt udsatte.  Den finder man på s. 12, under overskriften ”Forsorgshjem og kvindekrisecentre”. Her står at

“KL og regeringen er enige om at styrke kommunernes muligheder for at sikre en sammenhængende og rehabiliterende indsats for borgere med ophold på kvindekrisecentre og forsorgshjem. Regeringen og KL vil derfor i efteråret drøfte mulighederne for at gennemføre tiltag, der styrker kommunernes styringsmuligheder med henblik på at yde en helhedsorienteret indsats. Drøftelserne vil tage udgangspunkt i et analysearbejde, som regeringen og KL har gennemført på området.”

Ordene lyder beroligende og måske en anelse søvndyssende, for den der ikke kender embedsmændenes sprog. En sammenhængende, rehabiliterende indsats, der styrker kommunernes styringsmuligheder med henblik på at yde en helhedsorienteret indsats.  Hvis læseren synes at ordene lyder bekendte, er det ikke sært. De har været gentaget af KL i forskellige udgaver gennem 40 år siden den første kommunalreform i 1970’erne.

Missionen er lykkedes. Al visitation til specialindsatser er efterhånden samlet i kommunerne. Det har været ødelæggende for hjælpen til fysisk, psykisk eller socialt handicappede børn og voksne, det har skabt en vildt voksende jungle af regler og administration, det er dyrt, ineffektivt og har hæmmet udvikling og anvendelse af viden. Men KL og Finansministeriet mangler åbenbart stadig to ting: Voldsramte kvinder har stadig ret til at søge hjælp på Krisecentre og hjemløse kan søge hjælp på herberger og forsorgshjem. De kan gøre det, når de har brug for det, uden at skulle visiteres af kommunen.  Det, der står i Kommuneaftalen for 2015 er, at KL og Finansministeriet vil have denne ret minimeret og helst fjernet helt.

 

Der er tale om lovbrud

Reglerne, vedtaget af Folketinget, siger klart at kvinder og hjemløse har ret til at henvende sig på eget initiativ og at forstanderen beslutter om de kan optages. Vi har at gøre med erfarne embedsmænd, som naturligvis ikke skriver noget direkte lovstridigt. De aftaler en praksis, som lyder pæn, er svær at gennemskue politisk og fører til de ønskede ændringer over en årrække, uden at nogen rigtig opdager det, før det er for sent.  

Man kan undre sig over, hvorfor der er fortsat er så stor tro på at kommuner kan styre alt og træffe alle afgørelser. Det er ikke på noget tidspunkt bevist eller bare sandsynliggjort at kommunerne kan løse opgaver, som kræver specialviden.  Der er mange kommunale projekter, som viser at kommuner kan løse specielle opgaver, hvis de har den fornødne viden og de fornødne ressourcer.  Men erfaringen er også at projekterne forsvinder igen. De forankres ikke i kommunen, de spreder sig ikke til andre kommuner. Indsatser og viden er afhængige af projektbevillinger, personer i forvaltning og kommunalbestyrelse og forsvinder igen ved omstruktureringer og stillingsskift.

 

Kommunalt kvaksalveri

Kommunerne har gennem det seneste 10 år fået milliardbeløb fra den statslige satspulje til forebyggende indsatser for hjemløse. Hvad er resultatet? Antallet af hjemløse er stigende.  De forebyggende rådgivninger som blev finansieret af Satspuljen er med enkelte undtagelser forsvundet igen.

Der er ingen tegn på at kommuner kan løse opgaverne for voldsramte kvinder og hjemløse eller andre med særlige vanskeligheder eller handicap. Tværtimod kommer der hele tiden beviser på det modsatte. Lovgivere og Regeringer har de seneste 40 år forsøgt at løse opgaven med at få kommuner til at yde det, de gerne vil: en sammenhængende, rehabiliterende og helhedsorienteret indsats. Resultatet er at kommunerne har fået stadig flere specielle opgaver, stadig flere ressourcer. Men hvor er beviset for at det virker til gavn for borgerne?

En af fædrene til den seneste kommunalreform i 2006,  Erik Bonnerup, beklager udviklingen og taler åbent om kommunalt kvaksalveri.  Kommunerne foregiver, at de kan noget, som de ikke har forudsætninger for.  På spørgsmålet hvorfor KL fortsætter, selv om det er til skade for borgerne, henviser han til kommunernes ønsker om mere magt.

Hvad er det så der driver Regeringen til at indgå den slags aftaler med KL? Man skal nok hæfte sig ved at aftalen forhandles med Finansministeriet for bordenden og at målet er at styre økonomien inden for rammer som kan overskues på et regneark og som kan begrænse statens underskud til de 3 % som er aftalt med EU.  Men er det billigere på den måde?

 

De menneskelige og økonomiske effekter må frem i lyset

Effekter af eksempelvis rehabilitering med specialviden i forhold kommunale indsatser er slet ikke med i Kommuneaftalen.  Den koster lidelser og invaliditet af mennesker, som kan arbejde, hvis de hjælpes rigtigt. Den koster milliarder i udgifter til kommunernes ineffektive indsatser med syge- og hjemmepleje, fysioterapi, plejehjem, medicin, kontanthjælp, aktivering, hjælpemidler osv. Det virker ikke, men det kan styres inden for rammerne af kommuneaftalen.

Her er vi formentlig ved kernen i Kommuneaftalen 2015 om kommunernes styring af voldsramte kvinder og hjemløse. Finansministeriet og KL har en fælles interesse i at styre udgifterne. De kender ikke de menneskelige effekter, de ved ikke om det er billigt eller dyrt, men aftalen kan styres. Resten er mindre vigtigt.

Det er svært at se, hvem eller hvad der kan stoppe denne galskab. Der er mange frivillige organisationer og Centre, der løser opgaverne professionelt, effektivt og billigere end kommunerne. Men de er afhængige af kommunernes visitation og kommunerne visiterer helst til egne institutioner. Resultater for borgeren er dybest set en forstyrrende faktor.

 

Annonce