Foto: Hubertus

Ni borgmestre viser Løhde en vej frem: En borger - en plan

Velfærd

16/03/2018 08:36

Freja Eriksen

Ni frikommune-borgmestre står sammen om et opråb til innovationsminister Sophie Løhde: Vi skal af med det nuværende kludetæppe af lovgivning, der spænder ben for kommunernes arbejde og komplicerer borgernes hverdag.

Fredag mødes borgmestre og embedsmænd fra ni hovedstadskommuner - Helsingør, Ballerup, Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Hillerød og Halsnæs - for at gøre status over frikommuneforsøget 'Én borger - én plan'. 

Frikommuneforsøg

Vi samler historier om og fra frikommunerne her

Erfaringerne er gode; den midlertidige mulighed for at arbejde tættere sammen på tværs regler og myndighedsområder har haft stor betydning for en lang række udsatte borgere i de ni kommuner. Borgmestrene opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at tage erfaringerne til sig og droppe kludetæppet af lovgivning, der alt for ofte sender borgere håbløst rundt i systemet.

Ifølge borgmestrene er resultatet, at de borgere, vi forsøger at hjælpe, ikke nødvendigvis ser kommunen som en hjælpende hånd, men derimod som endnu en udfordring, der komplicerer deres liv og hverdag. Men hvad kan hjælpe? Når man spørger borgerne selv, savner de gennemsigtighed i de kommunale processer. De ønsker forståelse for netop deres situation, og de ønsker at blive involveret, så de selv kan være med til at tage styringen og stå inde for de mål, som familien og kommunen sammen opstiller.

Med den nuværende lovgivning er det desværre meget svært at opnå.

Opfordring til regeringen

Derfor opfordrer borgmestrene til, at lovgivningen bliver ændret, så det ikke er kommunens placering af opgaver inden for forskellige myndighedsområder, der bestemmer forløbet. Der skal i stedet være et helhedssyn på tværs af myndighedsområderne, der tager udgangspunkt i borgerens situation. På den måde kan kommunerne sammensætte løsninger ud fra en høj faglig vurdering og en vilje til at forstå og samarbejde med borgeren eller hele familien og sætte deres egne ønsker i spil.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

”Vi opfordrer innovationsministeren til at indarbejde de fritagelser inden for lovgivningen, vi har fået som frikommuner, i den videre udvikling af sammenhængsreformen og i den kommende revision af lov om aktiv beskæftigelse. Fx fravigelse af proceskrav, fravigelse af at det er lovgivningen, der udelukkende dikterer indholdet i borgerens plan, frihed til at planlægge møderne i forhold til borgerens bedste osv. osv. Vi skal af med det nuværende kludetæppe af lovgivning, der spænder ben for kommunernes arbejde og komplicerer borgernes hverdag”, lyder det fra de ni borgmestre.

De ni borgmestre der fredag mødes på årskonvent for Frikommunenetværket – én borger, én plan er Benedikte Kiær (C), Karsten Längerich (V), Jesper Würtzen (A), Thomas Lykke Pedersen (A), John Schmidt Andersen (V), Ole Bondo Christensen (A), Anders Gerner Frost (G), Steffen Jensen (A), Kirsten Jensen (A)

 

 

Mest Læste

Annonce