Nick Hækkerup klapper i efter kritik af forsvaret

Politik

30/09/2013 11:12

Den tidligere forsvarsminister vil efter irettesættelse fra Thorning ikke længere udtale sig om dansk forsvar.

Den nye handels- og europaminister, Nick Hækkerup (S), er mandag blevet meget ordknap, efter at han i forbindelse med weekendens socialdemokratiske kongres i et interview med Berlingske kritiserede sit tidligere felt, dansk forsvar, i usædvanligt skarpe vendinger.

- Jeg tror, det må være tydeligt for enhver nu, at jeg ikke har nogen kommentarer til den sag og tiden i Forsvarsminsteriet, siger Hækkerup, der byttede job med sin partifælle europaminister Nicolai Wammen i august.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt gjorde det på kongressen i weekenden klart, at regeringen ikke står bag Hækkerups beskrivelse af dele af forsvarstoppen som "oberst Hachel-typer", besværlige og snæversynede.

Thorning sagde også, at det "altid er bedst at vente lidt med at evaluere sin tid som minister - man kan gøre det, når man bliver lidt ældre".

På spørgsmålet, om han står ved det, han sagde til Berlingske, gentager Hækkerup mandag:

- Jeg tror, at det med ingen kommentarer betyder nærmest i denne her sammenhæng rigtig meget: Ingen kommentar.

Handels- og europaministeren ønsker heller ikke at forklare om sine bevæggrunde for at udtale sig, som han gjorde til avisen.

- Det er jo dit job at spørge mig om det samme, som jeg nu er blevet spurgt om igen. Og mit job er så at svare det samme, som jeg lige har gjort før også, siger Hækkerup på vej ind til europaministermøde i Bruxelles.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce