Notat fra Mette F: 8 ud af 10 syge mister jobbet

Velfærd

10/02/2014 09:24

Nick Allentoft

Du skal lade være med at blive langtidssyg, hvis du vil beholde din plads ved samlebåndet eller bag skrivebordet. Det skriver Avisen.dk.

Over otte ud af ti vil få en fyreseddel, før de har været syge i fem måneder. Det vil med andre ord være under to ud af ti, der stadigvæk har en ansættelseskontrakt efter fem måneders sygdom.

Det viser et nyt skøn fra Beskæftigelsesministeriet, som Avisen.dk har fået indsigt i.

Ifølge en seniorforsker med speciale i sygefravær forringer en fyring den syges chancer for at få et langt arbejdsliv.

"Det er bedre at sørge for, at den syge har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis du først er marginaliseret, er din risiko for at ryge permanent ud bare større. Punktum," siger Thomas Lund, der er tilknyttet Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet Herning til Avisen.dk.

Han mener, at tallet fra Beskæftigelsesministeriet bekræfter en eksisterende tendens - at sygdom skader din jobsikkerhed.

Skønnet blev til under forhandlingerne om en reform af sygedagpengesystemet, der sluttede med et forlig blandt alle politiske partier med undtagelse af Enhedslisten i december.

Tallet tager udgangspunkt i de 14.700, der skønnes at skulle på "syge-kontanthjælp", når reformen er trådt i kraft. Ud af dem vil 12.500 være uden ansættelse efter fem måneder.

I forbindelse med reformen blev det også vedtaget, at arbejdsgivere med medarbejdere på "syge-kontanthjælp" skal have et markant lavere tilskud til at dække den syges løn. Tilskuddet vil falde med op til 7.000 kroner om måneden. Dansk Erhverv og 3F har tidligere forudset, at det vil betyde flere fyringer.

Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 firmaer, mener, at det i mange tilfælde er for dyrt at have en sengeliggende medarbejder. Det kan især gå ud over nyansatte.

"De første 30 dages sygdom er en udgift, og oveni skal man betale en vikar. Hvis der ikke er udsigt til snarlig raskmelding, og man ikke kender medarbejderen særlig godt endnu, så vil man begynde at overveje en fyring," siger Ole Steen Olsen, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv til Avisen.dk.

Han er ikke bleg for at gentage, at reformens lavere tilskud til den syges arbejdsgiver vil resultere i flere fyringer.

Pædagogerne er en af de faggrupper, der allerede nu oplever en stigende tendens til, at medarbejdere bliver fyret, mens de er syge.

Formanden for deres a-kasse frygter, at den tendens nu forværres.

"De bliver typisk syge af stress og ondt i ryggen, der kun giver ret til den kontanthjælpslignende ydelse. Derfor vil deres arbejdsgivere få mindre i tilskud, og det kan koste dem jobbet," siger Lasse Bjerg til Avisen.dk.

Læs mere på Avisen.dk

Mest Læste

Annonce