Novo Nordisk Fonden i gavehumør: Uddeler 288 millioner

Ledelse

04/10/2013 11:29

I anledning af 90 året for fremstillingen af den første insulin i Danmark uddeles tre særbevillinger

90 året for fremstillingen af den første insulin i Danmark fejrer Novo Nordisk Fonden med en jubilæumsbevilling på i alt 288 millioner kroner til tre forskellige formål.

88 millioner kroner bevilges til Københavns Kommune til medfinansiering af etableringen af Europaskolen i København. Der etableres på Carlsberg-grunden i Valby og forventes at rumme 900 elever fordelt på 0.-12. klassetrin.

100 millioner koner bevilges til medfinansiering af etableringen af Copenhagen International School i Nordhavn i København. Skolen forventes at rumme 1200 elever fordelt på børnehave samt 0.-12.-klassetrin.

Endelig bevilger Novo Nordisk Fonden 100 millioner kroner til Københavns Universitet. Pengene er øremærket til medfinansiering af et nyt Statens Naturhistoriske Museum.

Det nye museum samler de fire gamle universitetsmuseer Botanisk Museum, Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have i moderne rammer og vil give nye muligheder for innovativ tværvidenskabelig forskning og formidling af naturvidenskab til børn og voksne.

- Formålet med fondens støtte til etablering af Europaskolen i København og Copenhagen International School i Nordhavn er at gøre det nemmere at tiltrække internationale arbejdstagere, siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden.

Fonden ønsker at understøtte, at børn og unge kan få en international uddannelse med fokus på naturvidenskab på højt niveau.

- Med støtten til Statens Naturhistoriske Museum samt de to skoler ønsker Novo Nordisk Fonden endvidere at styrke forskningens fødekæde ved at medvirke til, at interesse for og viden om naturvidenskab stimuleres og øges, siger Steen Scheibye.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce