Nu skal politikerne lære at være politikere

Politik

02/10/2013 13:34

Nick Allentoft

Politikere skal være dygtigere til at være politikere. Det var en række offentlige topledere og forskere enige om, da netværket FORUM holdt debatmøde mandag om nye politikerroller. Efterlysningen er naturlig, men hovedrolleindehaverne mangler i debatten.
Det er med politik som ethvert andet fag i det moderne samfund. Det er blevet vanskeligere og specialisterne får mere og mere plads. Men politik er alt andet end specialisternes holdeplads, og derfor er det ifølge gentagne undersøgelser blevet sværere at være politiker.  Når vælgerne den 19. november sender 2468 nyvalgte byrådsmedlemmer og 205 regionsrådsmedlemmer ind i en ny fireårig periode bliver det således med afsæt i en lang række vanskelige dilemmaer.    Fire dilemmaer For det første er det blevet sværere at være politiker, fordi dagsordener og bilag fylder mere end nogensinde, er skrevet på et svært sprog og trækker tid fra det, som politikere bedst kan lide - nemlig at tale politik.    For det andet er politik og forvaltning smeltet lidt for meget sammen de senere år. Først som følge af en strukturreform, der naturligt måtte forene politikere og administration om at skabe en succes. Det skete under mantraet sikker drift. Siden kom den økonomiske krise, hvor forvaltningerne skar ind til benet mens politikerne stod sammen med dem om kursen.   

For det tredje er det blevet sværere at være politiker som følge af en udvikling i samfundet, hvor specialer fylder mere og mere, og lovgivning bliver mere og mere kompleks. Der er kun et lille og stadig mindre rum til at tale politik. 

En fjerde - og i denne sammenhæng sidste - grund, er nye medier, hvor informationen flyder som en flod, og skaber en verden, hvor enkeltsager kun giver plads til meningstilkendegivelser, men ingen grundlæggende forandringer i kommunen eller regionen. Nå ja, masser af siddende politikere vil den kommende tid føre valgkamp på alt det, de har været med til at gennemføre. Men forsvindende få kan reelt pege på, at de har været med til at sætte en politisk dagsorden, der skabte en ny politisk retning. Med mindre altså stramme besparelser og hård effektivisering kan kaldes en politisk retning i den forstand.   Mangler politisk lederskab Læg disse fire tilfælde sammen, og man må forstå, hvorfor vi står med et demokratisk problem. Når politikerne bliver en del af systemet og bliver passiviseret af deres administratorer, mangler selvsamme embedsapparat de lynafledere og frontlinje-kæmpere, som politikere er og bør være.   

Ny social modstandsbevægelse

Velfærdsmodellen er under forandring. Staten bliver styrket og samfundet klemt. Det har fået flere og flere til at samle sig i protest. Vi kalder det den sociale modstandsbevægelse, som mobiliserer mennesker i protest mod konkurrencestatsreformer og i kamp for at bevare og styrke samfundet. De drømmer om velfærdssamfundet. 

Læs mere her

Det giver plads til oprør og uro. Plads til enkeltsager i bunkevis, og plads til en social modstandsbevægelse. Tusindvis af borgere oplever afmagt og frustration over, at ingen politikere tør tale deres sager på trods af, at netop politikerne opleves som de øverste ansvarlige for den velfærdsstat, vi lever i. Etableringen af en social modstandsbevægelse er udtryk for den mangel på politisk ledelse, der savnes i udviklingen af fremtidens velfærdsmodel. 

Nu har andre aktører end politikerne taget initiativet til at tale politisk ledelse. COK (tidligere Den Kommunale Højskole) taler om at etablere et akademi for politisk ledelse. Professor Ulrik Kjær, SDU, påviser, at politikerne har været frustrerede over de samme ting siden 1995 uden egentlig at gøre noget ved det. Frustrerede over arbejdsvilkår, samarbejdsklima og kolleger.    Valget den 19. november kan komme til at handle om politik. Men skal man tro de mennesker, der ved noget om den virkelighed, som de nyvalgte politikere går ind i, så skal der uddannelse til.    Et ordsprog siger, at er du utilfreds, så gør noget ved det. Vi har hørt mange politikere bruge lignende vendinger om borgere, der bliver klemt i dagpengereform, fleksjobreform og så videre.    Tør lokalpolitikerne selv sætte en ny  dagsorden, lægge dynen med dokumenter til side, og fokusere på politikerens rolle, opgaver og ansvar?    Vil lokalpolitikerne afvise eller gribe debatten om, at også i dette “lægmands-fag” er en form for uddannelse og videndeling nødvendig, for at skabe brugbare resultater?    Den næste fireårige periode i kommuner og regioner kan sætte en ny standard for lokalpolitik. Spørgsmålet er, om politikernes mod og vilje er til stede.   

Mest Læste

Annonce