Nu skal robotter ind i danske folkeskoler

Velfærd

24/03/2014 16:01

Professionshøjskolen Absalon

I et nyt offentlig-privat partnerskab bliver de allernyeste nordamerikanske robotteknologier nu testet i samarbejde mellem University College Sjælland og Blue Ocean Robotics. Robotterne kan ses på læringsfestivallen i Bella Center 25.-26. marts.

Mens digitaliseringen i folkeskolen ruller ud for fuld kraft, melder robotter sig nu som morgendagens nye læringsværkstøj. University College Sjælland har i en årrække satset på at skabe en ny digital uddannelseskultur.

Stimulerer interesse for naturvidenskab og lyst til entreprenørskab

- Nu vil vi introducere robotter som et nyt læringsværktøj i folkeskolen. Vi har indgået et offentligt-privat partnerskab med virksomheden Blue Ocean Robotics om tests og udbredelse og præsenterer på Danmarks Læringsfestival i Bella Center i København for første gang en protype til den nye canadiske EZ-robot, der er på vej på markedet.

- Vi vil teste, hvordan skolerne kan anvende de nyeste robotteknologier og tilpasse dem til et dansk curriculum. Teknologierne ser ud til at fremme elevernes interesse for de naturvidenskabelige fag, stimulere lysten til entreprenørskab og øge forståelse af programmering og ny teknologi, fortæller Lena Venborg Pedersen.

En del af hverdagen i nordamerikanske skoler

Nøgleordene for de nye EZ-robotter er at styrke entreprenørskab, innovation og konstruktion hos eleverne fra 5. klasse og op. Med EZ-robotter kan eleverne gøre deres ideer til virkelighed med et modulsystem af arme, rotorer, greb, kameraer, sensorer, som er let sammensættelige med Clip'n'Play Technology. Eleven kan selv skabe og designe sine egne produkter, 3D printe dem og efterfølgende programmere dem via 3D softwareplatformen.

- I nordamerikanske skolemiljøer bliver robotteknologier mere og mere en del af hverdagen. Både ledelser og lærere oplever, at teknologien er god til at skabe interesse for og stimulere læring for stof, der ofte opleves som vanskeligt. Samarbejdet mellem os og University College Sjælland giver os rigtig gode muligheder for tæt på skolernes praksis at teste, hvordan de nye teknologier kan avendes i danske læringsmiljøer, fortæller direktør Rune Larsen fra Blue Ocean Robotics. 

Rigtige løsninger skal skræddersys til danske skoler

- Den teknologiske udvikling foregår i så stort hast, at det er afgørende for både industrien og den offentlige sektor, at der indgås alliancer om at udvikle og skræddersy de rigtige løsninger, fortæller Rune Larsen, direktør i Blue Ocean Robotics og Lena Venborg Pedersen.

Center for Undervisningsmidler ved University College Sjælland udbyder allerede i år en række nye kurser og undervisningsforløb om robotteknologiernes anvendelsesmuligheder i folkeskolen, både for små og større børn og for fx børn med autisme.

- Udover EZ-robotterne tester vi flere andre robotteknologier, ligesom vi om kort tid lancerer en ny app “Xplore2learn”, der er et GPS styret orienteringsløb og læringsværktøj med faglige temaer for alle klassetrin. Vi vil være på forkant med, hvad muligheder de nye teknologier rummer, fortæller Lasse Bjerregaard, chef for Center for Undervisningsmidler ved University College Sjælland.

Nogle af de allernyeste robotteknologier vil blive præsenteret på University College Sjællands stand i Bella Center i København i forbindelse med Danmarks Læringsfestival den 25. - 26. marts. 

Kontakt:

  • Lena Venborg Pedersen, prorektor, University College Sjælland tlf. 7248 14 49, lvp(@)ucsj.dk
  • Rune Larsen, direktør Blue Ocean Robotics, tlf. 2510 5430, [email protected]
  • Lasse Bjerregaard, chef for Center for Undervisningsmidler ved University College Sjælland, tlf. 7248 2464, [email protected]

Læs mere på www.ucsj.dk/robot

Læ mere om Danmarks Læringsfestival 2014. 

Mest Læste

Annonce