Nu starter slutspillet om public service milliardernes fremtid

Politik

07/11/2016 08:47

Nick Allentoft

Udvalg: Et stærkere DR vil gavne public service i Danmark I ny rapport anviser public service-udvalg to modeller med et styrket DR, hvis public service skal være bedre. Kulturministeren vil have flere, og ikke færre, medier til at sikre bedre public service i de danske medier.
Kulturminister Bertel Haarder (V) har blandt andet talt for en indskrænkning af DR med henvisning til programmer som "X Factor". Liberal Alliance og De Konservative har indtaget lignende standpunkter, og Dansk Folkeparti har foreslået at beskære DR's budget med hele 25 procent over fem år.   Men der er også andre veje, påpeger Public service-udvalget med fem forskellige scenarier, hvoraf styrkelse af DR indgår i to af dem. Under overskriften "Public service - koncentreres hos DR" angiver scenariet, at TV2 Danmark sælges uden særlige forpligtelser, Radio24syv ophører ved koncessionens udgang, ligesom TV2-regionerne lægges sammen med DR. Det kan "give grundlag for en forstærket regional nyheds- og aktualitetsdækning", står der ifølge Berlingske i rapporten.
I rapportens femte scenarie pålægges danske public service-medier "at gøre en forstærket indsats for at etablere en klarere identitet af public service-udbuddet som et dansk alternativ med et forøget udbud af dansksproget indhold".   - Alt andet lige vil DR på den anden side blive en mere dominerende spiller i forhold til produktion af dansk indhold, lyder det ifølge Berlingske.    Medieforsker Stig Hjarvard er ikke overrasket over konklusionerne.   - Det er klart, at den her diskussion omkring public service er spændt. For hvis der er et politisk flertal for en meget betydelig nedskæring af DR, så giver det anledning til ballade, siger han til avisen.   Haarder vil rydde op i DR's "alfabetsuppe" af medier Trods forslagene mener kulturminister Bertel Haarder (V) fortsat, at DR er for dominerende. Det skriver han i en kommentar i Berlingske mandag.   - Det er til gavn for os alle, at vi har offentlige public service-medier, så længe de også er fokuserede og ikke spreder sig over en masse aktiviteter, som lige så godt kunne varetages af private.   - Regeringen mener imidlertid, at DR dels er for dominerende i et presset mediemarked, dels har spredt sig for tyndt over for mange TV- og radiokanaler og for mange typer indhold, skriver Bertel Haarder.    Han betegner DR's brede udvalg af tv- og radiokanaler samt hjemmeside som "ren alfabetsuppe". Kulturministeren er dog enig i, at en styrkelse af public service-medierne skal komme alle danskere til gode.   - Alle danskere betaler licens, men nogle gange virker det som om, DR's programmer er præget af institutionens placering i København, skriver han.   Løsningen er ikke færre, men flere medier. Det kan sikre bedre public service, mener han.   - Ligesom Radio24syv har medført en gavnlig konkurrence på radioområdet, kunne man forestille sig, at flere udbydere fik mulighed for at byde ind på andre opgaver. Det giver ingen mening for mig, at bare fordi DR eller TV2-regionerne foretager sig et eller andet, så er det per definition public service. Slet ikke i en medieverden i rivende udvikling, skriver han.   Det nuværende medieforlig udløber i 2018.    /ritzau/  

Mest Læste

Annonce