Foto: Trine Søndergaard

Ny analyse: Politisk frygt for budgetbøder koster job

Politik

10/06/2014 13:00

Suleman Haider

Selv om sanktionerne koster arbejdspladser, vil økonomiminister Margrethe Vestager ikke ændre systemet.

Sidste år gik 15.750 arbejdspladser tabt, fordi kommuner, stat og regioner undlod at bruge de penge, de selv havde budgetteret med at bruge. Det skriver Politiken tirsdag.

Tallene fremgår af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der betegner udviklingen som "dybt bekymrende".

Analysen viser, at det samlede offentlige underforbrug var på syv milliarder kroner sidste år. 

Men skal den skrøbelige økonomiske vækst styrkes, skal hver eneste budgetterede milliard omsættes i forbrug, investeringer og job, lyder det fra AE's chefanalytiker, Frederik I. Pedersen:

- Vi skal ikke i 2014 og 2015 ende i en ny situation, hvor et offentligt underforbrug helt unødvendigt bremser vækst og beskæftigelse i dansk økonomi, siger Frederik I. Pedersen til Politiken.

Også de økonomiske vismænd og Produktivitetskommissionen har udtryk bekymring over underforbruget, der nu viser sig for tredje år i træk.

Forklaringen på underforbruget er, at de offentlige myndigheder frygter regeringens økonomiske sanktionssystem, der straffer enhver budgetoverskridelse med beskårede bloktilskud og budgetbøder.

Men selv om sanktionerne koster arbejdspladser, vil økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) ikke ændre systemet.

- I 2009 og 2010 havde kommunerne et betydeligt merforbrug. I dag ser vi heldigvis en mere stabil udvikling i serviceudgifterne. Det har i første omgang betydet en vis nedgang i beskæftigelsen, men kommunerne har samtidig omprioriteret fra drift til anlæg.

- Særlig siden 2013 har kommunerne haft et højt anlægsniveau, og på den måde er de med til at skabe vækst og beskæftigelse i den private sektor, siger Margrethe Vestager i en skriftlig kommentar til Politiken.

Ministeren opfordrer dog kommunerne til at slække en smule på den økonomiske tilbageholdenhed.

Men kommunerne vil fortsat gå langt for at undgå sanktionerne, lyder meldingen fra kommunernes formand, Martin Damm (V):

- Vi indretter os efter det politiske regime, og her er meldingen meget klar: Holder I ikke budgetterne, bliver I skudt. Så længe det er den politiske trussel, må man finde sig i, at kommunerne indretter sig med buffere og gør, hvad de kan, for at undgå barske budgetbøder.

 

Mest Læste

Annonce