Janet Marie Samuel er ny leder i KL.

Ny chef for KL’s kontor for socialpolitik

Ledelse

07/05/2019 10:38

Nick Allentoft

Janet Marie Samuel bliver ny kontorchef for KL’s Socialpolitiske Kontor. Hun kommer fra Sundheds- og Ældreministeriet, hvor hun har været leder af koordineringsenheden for sundhedsreformen, og har desuden solid erfaring med arbejdet i en interesseorganisation.
Det bliver den 55-årige Janet Marie Samuel, der fremover skal stå i spidsen for KL’s Socialpolitiske Kontor. Hun kommer med en bred ledererfaring fra bl.a. Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner.   ”Janet kommer med mange års ledelseserfaring og et godt kendskab til sundhedsområdet, psykiatriområdet og det specialiserede socialområde. Samtidig har hun solid erfaring med arbejdet i en interesseorganisation, som jeg ser meget frem til at få sat i spil i KL,” siger KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe.   En ambitiøs og bæredygtig socialpolitik Janet Marie Samuel kommer fra en stilling som leder af koordineringsenheden for sundhedsreformen, hvor hun har haft ansvaret for koordinering og opfølgning ift. ministeriets arbejde med en sundhedsreform. Hun har desuden været ansat som centerchef i Sundhedstyrelsens Center for Planlægning og som centerchef i Danske Regioner.   ”Socialpolitikken er i den absolutte kerne af vores velfærd og et område, hvor kommunerne spiller en altafgørende rolle. Derfor glæder jeg mig utroligt meget til - sammen med dygtige og engagerede kolleger, fagfolk og politikere i KL og i kommunerne - at arbejde for en ambitiøs og bæredygtig socialpolitik, der tager bestik af nutidens og fremtidens udfordringer,” siger Janet Marie Samuel.    Janet Marie Samuel starter i KL den 13. maj og overtager stillingen efter Niels Arendt Nielsen.   KL’s Socialpolitiske Kontor varetager kommunernes interesser inden for socialområdet, herunder udsatte børn og voksen, socialpsykiatri, børn/unge, handicapområdet mv. samt det velfærdsteknologiske område.

Mest Læste

Annonce