Ny fleksibel rehabiliteringsmodel nedsætter ventetiden

Velfærd

18/09/2014 10:55

Nick Allentoft

Den første januar 2014 udvidede Helsingør Kommune sin rehabiliteringsmodel for borgere med KOL og type 2 diabetes, så borgere med hjertesygdomme nu også kan være med på holdene. Samtidig overgik kommunen til en ny og mere fleksibel model. I juni blev modellen midtvejsevaluereret, og resultaterne fra både borgere og personale er positive. Som en ekstra fjer i hatten er ventetiden nedbragt.

Den nye fleksible rehabiliteringsmodel, der blev iværksat i januar 2014, har allerede skabt gode resultater. Patienter med KOL, type 2 diabetes eller hjertesygdomme har det sidste halve år kunne træne på hold på tværs af de tre sygdomme. Det er nu ikke længere borgerens diagnose, der er bestemmende for hvilket hold, man træner på, men sygdommens sværhedsgrad og borgerens fysiske form.  Som noget nyt er det nu også muligt, afhængig af behov og ydeevne, at deltage i enkelttilbud uden at skulle deltage i hele pakken, som omfatter fysisk træning, sygdomsundervisning, kostvejledning og rygestoprådgivning. De enkelte tilbud kan benyttes i den rækkefølge, som passer ind i den enkelte borgers hverdagsliv. Den ny model har derfor både nedbragt ventetiden og sørget for, at ressourcerne bliver brugt mest effektivt. 

For eksempel skulle borgerne tidligere vente på, at et nyt hold blev oprettet, hvis de ikke nåede at være med fra begyndelsen. Nu er der i stedet løbende optag på rehabiliteringsforløbene. Det betyder både, at man ikke har nogen ledige pladser på holdene, og at ventetiden er formindsket. Samtidig kan borgeren begynde, når han eller hun er mest motiveret for det, og vælge dele af forløbet fra og til, så det passer med ydeevnen. Et andet tiltag har været at videreuddanne det sundhedsfaglige personale, så de nu kan træne, undervise og dele viden på tværs af de tre sygdomme, der er med i rehabiliteringsprogrammet. 

 - Jeg er meget tilfreds med, at vores ventetid er nedbragt, og vi kan derfor give borgerne hurtigere adgang til rehabilitering, som oveni købet er bedre tilpasset deres sygdomsforløb. I rehabiliteringsforløbene får borgerne de redskaber og den viden, der skal til, for at de kan leve et godt og aktivt liv med deres sygdom, siger Ib Kirkegaard, formand for socialudvalget. 

Selvom rehabiliteringsforløbene bliver tilbudt på tværs af de tre diagnoser, så bliver hvert enkelt forløb tilpasset den enkelte borgeres behov, situation og sygdomsforløb. 

- Jeg har igennem mit forløb lært, hvor stor en forskel en sund livstil med daglig motion og sund kost kan gøre, når man som jeg skal leve med en type 2 diabetes. Jeg har tabt 47 kg, og fået et helt andet liv og meget lettere liv, siger Bent Hansen med et smil. Han deltog sidste år på et rehabiliteringsforløb.

Fakta:

-          Helsingør Kommune er sammenlignet med andre kommuner langt fremme i forhold til kunne tilbyde et fleksibelt rehabiliteringstilbud, der dækker alle tre diagnoser.

-          I en ny pjece samler kommunen information om rehabiliteringstilbuddet for alle de fire diagnoser: KOL, Type 2 diabetes, Kræft og Hjertesygdom, som kommune tilbyder. Læs pjecen her

-          Siden januar 2011 har Helsingør Kommune udbudt rehabiliteringsforløb til borgere med KOL og type 2 diabetes. Tilbuddet til borgere med hjertesygdom er et nyt tilbud, som først er kommet i 2014. Tilbuddet er udviklet sammen med Nordsjællands hospital og repræsentanter fra Almen praksis.

-          Tilbuddet til kommunens borgere med en kræftdiagnose har tidligere været udbudt i samarbejde med Hørsholm og Gribskov Kommune, men bliver nu varetaget af Helsingør Kommune alene. Det giver mulighed for løbende at oprette rehabiliteringsforløb i den takt, der er behov for det.

-          Deltagernes gode resultater tæller bl.a. større fysisk udholdenhed, mindre grad af åndenød ved daglig aktivitet, bedre kondition, vægttab, mere kontrol af sygdom, bedre forståelse af deres sygdom, opfyldelse af personlige mål m.m.

-          Det næste rehabiliteringstilbud i støbeskeen er til borgere med lænderyglidelser. Helsingør Kommune forventer at kunne udbyde dette i løbet af foråret 2014.

Mest Læste

Annonce