Ny holdbarhedsmærkning skal begrænse madspild

Fra i dag kan der stå ’Bedst før’ på havregryn, knækbrød og yoghurt. Mange forbrugere misforstår ’Mindst holdbar til’ og kasserer derfor gode fødevarer.

En gennemsnitsfamilie smider årligt mad ud for 10.000 kr. – selv om det intet fejler. Derfor ændrer fødevareminister Dan Jørgensen nu holdbarhedsmærkningen for fødevarer, der ikke er sundhedsskadelige på klokkeslet. Det gælder blandt andet havregryn, knækbrød og yoghurt, som ikke behøver at blive smidt ud, blot fordi de passerer den skæringsdato, virksomheden har sat.


"’Mindst holdbar til’ sender et forkert signal til forbrugerne om, at en vare er dårlig, selv om den i virkeligheden intet fejler. Ved at ændre mærkningen til bedst før, kan vi bedre signalere til forbrugerne, at de skal bruge deres sunde fornuft, inden de smider en vare i skraldespanden. Vi skal have de gamle husmoderdyder tilbage. Smag på maden og lugt til den. Lugter mælken, som den plejer, så tør jeg godt drikke den", siger Dan Jørgensen.

Ifølge undersøgelser kan forbrugerne have svært ved at skelne mellem ’Sidste anvendelsesdato’ og ’Mindst holdbar til’, fordi de to holdbarhedsmærkninger minder for meget om hinanden. En ændring til ’Bedst før’ kan være med til at skabe en klarhed, der kan bremse et stort madspild.

"Hvert år bliver der smidt godt 260.000 tons mad ud i de private husholdninger, og en stor del af det fejler ikke andet end, at datomærkningen er overskredet. Med den nye holdbarhedsmærkning håber jeg at kunne skabe en større bevidsthed hos forbrugerne, så vi kan begrænse unødigt madspild", siger Dan Jørgensen og understreger:

"Alle fødevarer, hvor der er forbundet med en risiko at spise dem efter udløbsdato, vil fortsat være mærket med en sidste anvendelsesdato. Det, vi ændrer på nu, gælder produkter som pasta, knækbrød og havregryn, hvor varen sagtens kan spises, selv om skæringsdatoen er overskredet".

"Jeg har forståelse for, at erhvervet kan have brug for lidt tid til at omstille sig. Derfor er jeg også åben over for en dialog omkring en udfasningsperiode, så erhvervet kan følge med", siger fødevareministeren.

Det betyder, at forbrugerne i en periode kan støde på begge typer mærkning, når de køber ind.

'Bedst før'-mærket anvendes allerede i en lang række andre europæiske lande som f.eks. Frankrig, Spanien, Sverige og Finland.

Emneord: Fødevareministeriet, Madspild, Dan Jørgensen
Miljø- og Fødevareministeriet på DenOffentlige.dk Miljø- og Fødevareministeriet 
Aktivitet: Artikler: 19 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også