Anders Debel er ny mand i direktionen i Holstebro Kommune

Ny teknik- og miljødirektør med lokal forankring

Ledelse

01/09/2014 10:39

Nick Allentoft

En ny mand sætter sig snart i direktørstolen i Holstebro Kommunes forvaltning for Teknik og Miljø.

Kommunen har valgt en direktør med lokal forankring. Anders Debel kommer fra en stilling som centerchef i Center for Natur, Miljø og Byggeri i Herning. Og han har boet i Holstebro siden 2001 med sin kone Vita, som er afdelingsleder på Holstebro Bibliotek, og parrets fire børn.

- Det er et ønskejob for mig. Holstebro Kommune er inde i en positiv udvikling med bl.a. tilflytning, store og spændende projekter og etablering af motorvejen. Jeg ser frem til at bidrage til udviklingen og den optimisme og tro på fremtiden, som præger kommunen, siger Anders Debel.

 

Han lægger stor vægt på, at det arbejde, som Teknik og Miljø udfører, skal give mening og værdi for borgerne. Selv om ikke alles forventninger bliver opfyldt, så skal alle borgere og virksomheder opleve, at de får en god service. Alle skal kunne forstå baggrunden for og meningen med forvaltningens beslutninger, understreger han.

 

Som direktør for de ca. 100 medarbejdere i Teknik og Miljø kommer Anders Debel til at stå i spidsen for planlægning og den fysiske udvikling i Holstebro Kommune. Det indebærer også at formidle et stærkt samarbejde mellem politikere, forvaltning, erhvervslivet og borgerne. Og han glæder sig til udfordringen.

 

- Jeg overtager en velfungerende forvaltning, så jeg er helt tryg ved, at vi kan udnytte de mange muligheder og løse de store opgaver, der venter. Holstebro by og kommunen har en lang historie og stærk identitet, og det er et godt udgangspunkt for at nå nye højder, der kan gavne hele landsdelen, siger Anders Debel.

 

Kommunaldirektør Lars Møller ser frem til samarbejdet med Anders Debel.

 

- I Anders Debel får vi en kompetent direktør med lang og god ledelseserfaring, et solidt fagligt fundament og de rette personlige egenskaber. Jeg er sikker på, at han er den rette til at skabe de bedste forudsætninger for en Holstebro Kommune i fortsat udvikling og vækst, siger Lars Møller.

 

Anders Debel kommer med 14 års erfaring inden for området fra stillinger som medarbejder, leder og chef i hhv. Ringkjøbing Amt, Region Midtjylland og Herning Kommune.

 

Det meste af fritiden bruger han med sin familie. Men der bliver også tid til at slide på de mange natur- og cykelstier i Holstebro og omegn og til frivilligt arbejde i Nørrelandskirken.

 

Anders Debel overtager direktørstolen fra Søren Gais Kjeldsen, som fratrådte stillingen 31. marts 2014. I den mellemliggende periode har it- og økonomidirektør Claus Brandt været konstitueret teknik- og miljødirektør.

Mest Læste

Annonce