Foto: Shutterstock

Ny ungekriseledelse skal skabe corona-sikkert ungdomsliv i Aarhus

Kommunalt

22/09/2020 14:43

Aarhus oplever i øjeblikket en stor stigning i smitten af coronavirus, og spredningen ses særligt blandt Aarhus’ mange unge. På den baggrund nedsætter Aarhus Kommune en ungekriseledelse, som skal rådgive og komme med løsninger til at nedbringe smitten blandt unge i Aarhus.

Borgmester Jacob Bundsgaard afslørede på formiddagens pressemøde på Aarhus Rådhus, at Aarhus Kommune vil komme det øgede smittetryk blandt byens unge til livs med et nyt initiativ. 

Kommunen er nemlig i fuld gang med at oprette en ungekriseledelse, der inviterer repræsentanter fra Aarhus’ store ungegruppe ind i det kommunale corona-maskinrum.

“Formålet med den nye ungekriseledelse er både at inddrage og idégenerere i forhold til, hvordan vi nedbringer smitten blandt de unge i Aarhus. Derudover skal ungekriseledelsen rådgive vores kriseledelse om indsatser målrettet unge og hjælpe med at skabe medansvar for coronakampen hos byens unge,” fortæller borgmester Jacob Bundsgaard.  

Ungekriseledelsen, der i øjeblikket er ved at blive formet, kommer til at bestå af unge fra byens største uddannelsesinstitutioner og ungdomsforeninger. Foreløbigt består gruppen af repræsentanter for Studenterrådet ved AU, Akademirådet ved Erhvervsakademiet, Børn og Unge-byrådet, Ungdomskulturhuset, Aarhus Water Sports Complex, Byhøjskolen og Århus Statsgymnasium. Og flere kommer til.

Formanden for Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Alexander Estrup siger:

”Vi er virkelig glade for at blive inviteret med i den nye ungekriseledelse. Det er enormt vigtigt, at de studerende bliver hørt. Der er brug for vores input, så vi bedst muligt kan begrænse smitten blandt byens unge,” siger han.

Den nye ungekriseledelse skal skabe et nyt rum for dialog og samskabelse om, hvordan vi skaber rammerne for et både socialt og coronasikkert ungdomsliv i Aarhus. 

Ungekriseledelsen bliver således kommunens øverste kriseledelses højre hånd i indsatsen for at tøjle coronasmitten blandt byens mange unge, der tæller over en fjerdedel af aarhusianerne. 

Mest Læste

Annonce