Nye regler kan sænke sagsbehandlingstid med over 90 %

Biogasanlæg og foderstofvirksomheder kan se frem til langt mindre arbejde med miljøgodkendelser. To nye branchebekendtgørelser skal være med til at sænke sagsbehandlingstiden til en måned.

Fortæl myndigheden, at du lever op til miljøkravene, og så kan du være i gang på en måned. Sådan vil fremtiden se ud for langt de fleste biogasanlæg og foderstofvirksomheder, når to nye branchebekendtgørelser er blevet udarbejdet.

Miljøminister Ida Auken tager som en del af regeringens Vækstplan for fødevarer initiativ til at udarbejde standardkrav for de to brancher. På den måde behøver virksomhederne ikke længere at gennemgå en individuel miljøgodkendelsesproces, når de starter, udvider eller ændrer produktionen.

- Det tager typisk mellem tre måneder og et år og kan vare endnu længere. Med de to nye branchebekendtgørelser vil vi gøre det muligt for virksomheder at få grønt lys inden for en måned, så det er rigtig meget tid og arbejde, der kan spares - i nogle tilfælde over 90 %, siger Ida Auken.

For at sikre miljøbeskyttelsen tjekker myndighederne, at en virksomhed lever op til kravene på det første tilsynsbesøg efter, at den har fået grønt lys.

Udvalgte brancher

De nye regler for biogasanlæg og foderstofvirksomheder kommer til at følge efter autoværksteder, der allerede i flere år har haft standardkrav. Det er vigtigt med forholdsvis ens virksomheder, for at det giver mening med branchebekendtgørelser, understreger Ida Auken.

- Det ville være fint, hvis vi kunne trylle standardkrav frem for alle virksomheder, men virksomhederne er ekstremt forskellige. Derfor sætter vi ind i de brancher, hvor en stor portion virksomheder ligner hinanden nok til, at det giver mening at gøre det her, siger Ida Auken.

Kravene i de to nye bekendtgørelser forventes at være på plads i 2015.

Læs mere i Vækstplan for fødevarer og Faktaark om Vækstplan for fødevarer

Emneord: Bureaukrati, Miljøkrav, Miljø, Ida Auken, Miljøgodkendelse, Sagsbehandling, Sagsbehandlingstid
Miljøministeriet på DenOffentlige.dk Miljøministeriet
Aktivitet: Artikler: 150 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også