Nye sociale mål får blandet modtagelse

Det er svært at være helt uenig i regeringens nye sociale mål, lyder det fra flere parter. Men samtidig efterlyses både konkrete målsætninger og flere penge.

Med en top 10-liste over sociale mål præsenterede socialminister Karen Ellemann mandag de målsætninger, som skal afløse den tidligere regerings sociale 2020-mål.

Blandt andet består de nye sociale mål af en række målsætninger om at få flere udsatte personer til at komme ud på arbejdsmarkedet. Og generelt er indholdet noget mere overordnet end den tidligere regerings mål.

Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, siger, at det er svært at være uenig i målene. Samtidig ligner de dog varm luft, lyder hendes kritik.


- Det er ikke ordene, men handlingen der er væsentlig. Målene er ukonkrete og generelle, og dermed bliver de fuldstændig ligegyldige, siger hun.

Det er også budskabet fra Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører.

- Det er så luftigt, at det nærmest er en stramning at kalde det hensigtserklæringer eller håb. Og så mangler der helt åbenlyst - ligesom den tidligere S-ledede regerings 2020-mål - midler og handlingsplaner, siger Pernille Skipper.

De nye mål omfatter langt flere mennesker end tidligere - cirka 143.000 personer mod en målgruppe på cirka 55.000 mennesker for de gamle mål.

Men ambitionsniveauet i planen er for lavt, lyder det fra Rådet for Socialt Udsatte.

- Jeg har svært ved at se, at man for alvor kan rykke på det her og vende den negative udvikling uden flere penge og bedre opfølgning med strategier og handleplaner, siger Jann Sjursen, der er formand i rådet.

Særlig højt på listen står regeringens ønske om at gøre handicappede, socialt udsatte og psykisk syge til en del af arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.

Og det vækker glæde hos Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard.

- Jeg ville have kigget på den tidligere indsats, inden de bliver udsatte. Jeg er meget positiv over for, at hun har flere grupper som handicappede og psykisk syge. Men hvad kan vi gøre med en tidligere indsats for at undgå, at det bliver slemt, siger hun.

Hos Dansk Folkeparti mener man ikke, at der nødvendigvis er brug for flere penge. Og socialminister Karen Ellemann afviser også kritikken af, at der ikke er sat penge af.

- Der mangler ikke penge på området. I stedet skal vi arbejde mere konkret med at finde viden om, hvad der rent faktisk virker. På den måde kan vi bruge pengene ordentligt, lyder det fra socialministeren.

De ti nye mål, som socialministeren mandag præsenterede på Naturcenter Amager, skal - ud over at få flere udsatte og handicappede i arbejde - også gøre færre udsatte.

- Det er nogle mål, som favner bredt og handler om store grupper af mennesker, både socialt udsatte, handicappede og mennesker med psykiske lidelser.

Og hun mener ikke, at det vil være et problem at skulle følge op på de sociale mål.

- Grundlæggende skal det være mål, som er målbare. Vi skal kunne følge udviklingen. Vi vil gerne tilvejebringe data for de enkelte målgrupper og følge det op hvert år med en socialpolitisk redegørelse, siger Karen Ellemann.

Den første af disse redegørelser forventes at blive præsenteret inden sommerferien.

 

FAKTA: De nye sociale mål lyder

  • Udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen skal forbedres.
  • Flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
  • Flere personer med handicap skal i uddannelse og beskæftigelse.
  • Flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse.
  • Flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse og beskæftigelse. 
  • Færre udsatte unge skal begå kriminalitet. 
  • Færre skal være hjemløse. 
  • Større effekt af stofmisbrugsbehandlingen. 
  • Større effekt af alkoholbehandlingen. 
  • Flere uden for arbejdsfællesskabet skal deltage i den frivillige indsats.

/ritzau/

Emneord: Sociale mål, Sociale 2020-mål, Karen Ellemann, Socialministeriet
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også