DLF-kongres: Samarbejde skal sikre kvalitet i undervisningen

10/02/2012 14:55

Nick Allentoft

En enstemmig kongres besluttede, at DLF fortsat vil samarbejde med kommuner og regeringen for at sikre, at lærerne kan levere kvalitet i undervisningen. Lyt til forskningen og de gode erfaringer fra eksempelvis delstaten Ontario, og tag nu et medansvar, KL - lød det igen og igen fra talerstolen.

"Der skal være de nødvendige støttefunktioner, opbakning og tid til forberedelse og efterbehandling for læreren. Ellers kan lærerne ikke sørge for kvalitet i undervisningen, og at eleverne får det udbytte af undervisningen, som de har krav på. Forskning og erfaringer fra tidligere viser, hvad der skal til for at få kvalitet i folkeskolen. Det sætter KL på spil ved udelukkende at tale om, hvor mange timer lærerne underviser."

Sådan sammenfattede Anders Bondo Christensen debatten på lærernes ekstraordinære kongres.

Men han understregede også, at der ikke er noget alternativ til at genetablere samarbejdet mellem KL og lærerne. DLF vil blive ved med at banke på døren til KL, fastslog han.

"Den krog skal de ikke have lov til at slippe ud af. KL må vise, at de tager ansvar for kvaliteten. Vores drømmesituation er den, vi hører om fra Canada, hvor alle parter omkring folkeskolen tager et fælles ansvar. På trods af KL går det fint i mange kommuner, og vi har også haft et godt samarbejde centralt med KL før. Det kan vi komme i gang med igen," sagde Anders Bondo Christensen.

Det canadiske mirakel
Det canadiske mirakel - skolesuccesen i delstaten Ontario - blev fremhævet flere gange på kongressen som et eksempel parterne omkring folkeskolen - herunder DLF, KL og regeringen - bør lade sig inspirere af, når det kommer til at skabe resultater på baggrund af samarbejde og fælles mål.

Her kan du se Fagbladet Folkeskolens interview med Ben Levin, projektlederen bag skolesuccesen i Ontorio, som blev vist på foreningens ekstraordinære kongres torsdag. I Ontario er elevernes læse- og regneresultater er forbedret markant, der er kommet øget tilliden til skolen i befolkningen, og tilfredsheden hos lærerne er steget.

 

Mest Læste

Annonce