Flot ambitionsniveau i første del af vækstplanen

23/04/2013 14:30

Dansk Industri

Med den første delaftale om vækstplanen tager et bredt flertal i Folketinget hul på at skabe markant bedre vilkår for at drive virksomhed i Danmark.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

DI glæder sig over den første delaftale om vækstplanen, som blandt andet betyder, at partierne fremrykker nedsættelsen af afgiften på fremstillingsvirksomhedernes energi til produktion. Samtidig sænker politikerne afgifterne på de mest grænsehandelsfølsomme varer og forbedrer skattevilkårene for erhvervsdrivende fonde.

- Aftalen er godt nyt for mange danske virksomheder - blandt andet dem i industrien, som er meget afhængige af energi, når de producerer. Det giver et vigtigt og tiltrængt løft i deres konkurrenceevne i forhold til virksomhederne i vores nabolande, siger DI's direktør Tine Roed.

Politikerne har lyttet
Hun glæder sig samtidig over, at det med forhandlingerne endda er lykkedes at hæve ambitionsniveauet, så forligspartierne – regeringen, Venstre, Dansk Folkepart, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti - er blevet enige om en pakke, der skal gøre op med de store problemer med grænsehandel.

- Grænsehandel koster os mange danske arbejdspladser. Det er et problem, vi senest har peget på i DI's udspil til en konkurrenceevnepakke. Derfor er vi godt tilfredse med, at politikerne har lyttet og leveret en god løsning, siger Tine Roed.

En flot start
DI ser frem til, at de videre forhandlinger slår den sidste sløjfe om den samlede pakke, som kan forbedre konkurrenceevnen og genskabe virksomhedernes tillid til Danmark - blandt andet gennem en nedsættelse af selskabsskatten.

- Denne første delaftale er en flot start. Nu ser vi frem til, at den samlede aftale kommer i hus, så virksomhederne igen kan fokusere på at hive ordrer og job hjem til Danmark, siger Tine Roed.
 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.