Skoleferien gør børn dummere

24/06/2011 10:53

Nick Allentoft

I skolernes sommerferie vil børnene blive dummere, dokumenterer international forskning, oplyser Berlingske.

I dag går landets skoleelever på sommerferie. Om cirka syv uger kommer de dummere tilbage i klasselokalerne.
Det fremgår af flere års international forskning, der kortlægger, hvad sommerferien gør ved børns læse- og regnefærdigheder. Det skriver Berlingske.
Ifølge en omfattende amerikansk analyse, der sammenfatter 39 publikationer, så mister børn op mod en måneds skolelærdom på en sommerferie.
Især matematikken glider ud af hjernen, især elever i de større klasser glemmer, hvad de har lært, og især børn fra fattige familier bliver sat tilbage.
Karl Alexander er ph.d. ved The Johns Hopkins University i Baltimore, USA, og forsker i, hvorfor nogle børn klarer sig godt i skolen, mens andre sakker bagud.
En af hans undersøgelser viser, at børn - uanset social klasse - starter i første klasse med kun en lille forskel i læse- og regnefærdigheder.
De bliver alle stabilt klogere gennem skoleåret, men allerede i femte klasse er rige børns hjerner spurtet fra de børn, der har fattige forældre.
- Det var bemærkelsesværdigt, siger Karl Alexander til Berlingske - så han lavede en supplerende undersøgelse.
Nu målte han børnenes kunnen, fra skoleåret sluttede, til det nye begyndte.
På den måde kunne han kortlægge, hvad der skete i sommerferien, og det var her - mens solen stod højt på himlen - at de fattige børn rent intellektuelt stod fuldstændigt i stampe og blev direkte dummere.
- Det vil følge dem resten af livet, påpeger Karl Alexander.

Mest Læste

Annonce