Småfirmaer får chokregning for firmaaffald

23/06/2011 08:54

Nick Allentoft

Små firmaer er rasende. Nogle kommuner har tredoblet omstridt gebyr for erhvervsaffald.

Selv om et lille firma ikke har andet affald end spam i sin mailboks, skal det betale tusinder af kroner i gebyr for erhvervsaffald.
Og trods voldsom kritik af ordningen sidste år har mange kommuner skruet op for gebyret i år, skriver Politiken
- Nogle steder er der sket en tredobling, siger chefkonsulent Mads Engberg fra Håndværksrådet til Politiken.
Eksempelvis er det blevet markant dyrere at have et firma i Tårnby uanset omfanget af affald. I 2010 skulle en håndværker med 0-1 ansat betale 4217 kroner, i år skal han betale 15.454 kroner.
For alle andre firmaer uden for håndværksbranchen er gebyret steget fra 527 til 1932 kroner uanset antallet af ansatte.
Ifølge Håndværksrådet begrunder mange kommuner stigningen med de ekstra omkostninger, der har været forbundet med at håndtere små virksomheders ansøgninger om dispensation.
- Det er at straffe virksomhederne dobbelt. Først laver man et regelsæt, der er så tåbeligt og skadeligt, at firmaer er nødt til at søge om fritagelse.
- Efterfølgende medfører den øgede administration det første år, at regningen stiger året efter. Det er et skræmmeeksempel på, hvordan lovgivning bliver skruet sammen, når man ikke lytter til de berørte parter, siger Mads Engberg til Politiken.
Miljøminister Karen Ellemann (V) medgiver, at affaldsordningen har vist sig at være tåbelig:
- Det er hovedrystende, så forskelligt ordningen er blevet håndteret, siger hun til Politiken.
- Derfor er den klare politiske melding, at det her skal laves om; jeg kan ikke være vidne til, at virksomheder, der åbenlyst ikke er affaldsproducerende, er tvunget til at betale for en genbrugsplads, de ikke bruger, lyder det fra Karen Ellemann.
I disse dage forhandler miljøministeren med forligskredsen om at ændre gebyrreglerne i 2012.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce