Nyt Cyber Crime Center sætter hårdt ind mod it-kriminalitet

It-kriminalitet udgør en stigende trussel mod borgere og myndigheder. Med etableringen af et nationalt Cyber Crime Center under Rigspolitiet opruster Justitsministeriet bekæmpelsen af it-kriminalitet.

It-kriminalitet som f.eks. hackerangreb og internetsvindel er vokset eksplosivt i omfang de senere år. Denne udvikling har fået politiet og anklagemyndigheden til at ruste op i kampen mod it-kriminalitet. På baggrund af et fælles oplæg fra Rigspolitiet, Rigsadvokaten og PET har Justitsministeriet besluttet at etablere et Cyber Crime Center i 2014


Cyber Crime Centeret bliver omdrejningspunktet i en ny national strategi mod it-kriminalitet.

Justitsminister Karen Hækkerup udtaler:

”It-kriminalitet udgør en trussel mod vores myndigheder og griber voldsomt ind i almindelige menneskers liv. Når vi for eksempel oplever, at hackere trænger ind i myndighedernes lukkede databaser og dermed får adgang til borgernes personlige oplysninger, skaber det utryghed og mistillid. Vi kender også til sager, hvor børn er blevet ofre for pædofile på nettet.

Nu styrker vi indsatsen. Etableringen af et nationalt Cyber Crime Center giver et stort løft til bekæmpelsen af it-kriminalitet, fordi ressourcer og specialviden samles på ét sted.”

Cyber Crime Centeret bliver bemandet med specialister inden for efterforskning, analyse og overvågning af it-kriminalitet, og centeret kommer til at råde over tidssvarende teknologi og udstyr.

Centeret skal udarbejde løbende trusselsvurderinger og bistå politikredsene med efterforskning af it-relaterede straffesager i tæt samarbejde med andre myndigheder, herunder PET. Samtidig skal centeret bidrage til den forebyggende indsats mod it-kriminalitet.

"It-kriminalitet udgør en trussel mod vores myndigheder og griber voldsomt ind i almindelige menneskers liv."

It-kriminalitet giver store udfordringer internationalt, fordi den foregår på tværs af grænser. Ud over hackerangreb dækker betegnelsen it-kriminalitet også over eksempelvis internetsvindel, herunder systematisk misbrug af personlige oplysninger gennem identitetstyveri, online misbrug af børn og børnepornografi.

Danmark indgår i et tæt internationalt politisamarbejde for at imødegå den grænseoverskridende it-kriminalitet, og det nye Cyber Crime Center skal således også være Danmarks kontaktpunkt for det internationale samarbejde på området.

Fakta

Cyber Crime Centeret bygger videre på den erfaring og med de personer, der i dag er i Rigspolitiets nuværende afdeling for efterforskning af it-kriminalitet, NITES, samt i politiets aflytningscenter.

Antallet af sager, hvor NITES assisterer politikredsenes efterforskning, er steget fra 1500 i 2008 til 1900 i 2012. Mængden af data, som skal sikres af NITES, er ligeledes steget fra ca. 300 terrabytes i 2008 til ca. 830 terrabytes i 2012.

Cyber Crime Centeret kommer til at ligge under Politiområdet i Rigspolitiet, Ejby.

Emneord: Cyberkriminalitet, IT-kriminalitet, Cyber Crime Center, Rigspolitiet, Karen Hækkerup, Hacking
Justitsministeriet på DenOffentlige.dk Justitsministeriet 
Aktivitet: Artikler: 81 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også