Nyt kommunalt akutteam behandler borgere hjemme

Sundhed

09/08/2018 06:30

Region Hovedstaden

13. august indvier Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal Kommuner et nyt, fælles akutteam, der skal rykke ud og behandle akut syge borgere derhjemme.

Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal er gået sammen om et fælles team af akutsygeplejersker, der let kan rykke ud til borgerne og give en tryg og fagligt forsvarlig behandling i eget hjem. På den måde undgår man som borger uhensigtsmæssige og unødvendige sygehusindlæggelser.
Ifølge Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandard skal alle kommuner fra 2018 varetage akutte sygeplejeopgaver, og nogle kommuner som fx Gentofte har indtil nu løftet opgaven selv:

- Vi har i Gentofte Kommune allerede gode erfaringer med at behandle borgere i eget hjem og forventer os meget af det nye tværkommunale samarbejde, som bliver en fordel for både de borgere, der kan blive behandlet hjemme, og for medarbejderne, hvis kompetencer bliver styrket. Det giver rigtig god mening at samarbejde på tværs af kommunegrænser, fordi akutsygeplejerskerne får nemmere ved at opretholde og udvikle deres kompetencer med flere akutte opgaver, siger Gentoftes borgmester Hans Toft.

Læs mere fra Region Hovedstaden

Du kan læse flere historier fra og om Region Hovedstaden på temasiden her

Rudersdals Borgmester Jens Ive supplerer:
- Vi ved, at det tit er en anstrengende oplevelse for borgeren at komme på hospitalet, især hvis det blot handler om at få lagt et katheter eller taget en blodprøve, som sagtens kan klares hjemme. Vi tror på, at borgeren har det bedst, hvis behandlingen sker i eget hjem - i samråd med pårørende og hjemmesygeplejersken, der kender borgeren allerede. Det er muligt nu med et team af sygeplejersker, der kan rykke ud akut, siger Jens Ive.

Med akutteamet får de tre kommuner et tættere samarbejde med de praktiserende læger, akuttelefonen og hospitalerne om borgerens akutte sygdom.
- Den afgørende forskel i det nye akutteam er, at de praktiserende læger, regionen med akuttelefonen 1813 og kommunerne arbejder tættere sammen. Sygeplejerskerne i akutteamet har direkte kontakt til lægerne hos akuttelefonen, og på den måde kan de tit foretage behandlingen selv ude hos borgeren. Det er mere hensigtsmæssigt for borgeren, og samtidig sparer det kommuner og sundhedssystem for penge, som der er god brug for på andre sundhedsopgaver, siger Trine Græse, borgmester i Gladsaxe Kommune.

Regionsformand Sophie Hæstorp supplerer:
- Vi ønsker en mere koordineret sygepleje for borgeren, så vi fx kan undgå indlæggelser, hvis ikke det er nødvendigt, for ingen ønsker at bruge tiden i en travl akutmodtagelse, hvis behandlingen kan foregå i eget hjem eller tættere på ens hjem. Og det får vi kun, hvis vi bliver bedre til at arbejde på tværs af sektorer. Vi skal som kommuner, region og praktiserende læger sammen arbejde for et mere menneskeligt sundhedsvæsen, hvor du som borger oplever et trygt behandlingsforløb. Det er de tre kommuners samarbejde her en rigtig god start på, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Tjenestested i Gladsaxe
Det nye team bor centralt mellem de tre kommuner, nemlig på seniorcenteret Møllegården i Gladsaxe. Teamet har været i gang med de udkørende opgaver siden april og er i en hastig udvikling.

Inviterer til indvielse
Etablering af det nye team er sket i regi af et fælles frikommuneforsøg i de tre kommuner, der nu er klar til at invitere til officiel indvielse af teamet med navnet AkutTeam. Det foregår mandag den 13. august kl. 13 på Seniorcenter Møllegården, Bagsværd Møllevej 9, 2800 Kongens Lyngby. Her deltager regionsformanden, de tre kommuners borgmestre, udvalgsformænd og samarbejdspartnere.

Mest Læste

Annonce