Obamacare overlevede: Trump får ikke presset sundhedsreform igennem

Politik

25/03/2017 00:20

Nick Allentoft

Republikanere kan ikke samle stemmer til erstatning for Obamacare. Trump har besluttet at trække forslag. Det er et kæmpenederlag for Trump, at hans parti ikke kunne enes om at afskaffe deres største hadeobjekt, mener eksperter.
Præsident Donald Trump led fredag et solidt politisk nederlag, da han var tvunget til at bede de republikanske ledere i Repræsentanternes Hus trække forslaget om en ny sundhedsreform tilbage.   Trump selv har bekræftet oplysningen i en telefonsamtale med en journalist fra Washington Post.   - Vi har lige trukket det tilbage, sagde Trump ifølge journalisten, Robert Costa.   Costa skriver på Twitter, at Trump selv ringede til ham for at fortælle det.

Præsidenten oplyste i løbet af samtalen, at der kun manglede et sted mellem fem og tolv stemmer for at få reformen vedtaget, skriver Costa.

Det er endnu ikke klart, om forslaget vil blive fremlagt igen inden for en nær fremtid. Ifølge Costa er Trump villig til at samarbejde med Demokraterne om at få en ny aftale på plads.   - Når dette eksploderer, kommer Demokraterne til os, og så vil vi lave en smuk aftale, sagde Trump ifølge Costa.   Demokraternes ledere i Kongressen glæder sig derimod over, at Trumps lovforslag ikke kom igennem.   - I dag er en god dag for vores land. Det er en sejr for det amerikanske folk, siger Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.   Lige til det sidste har både Trump og de republikanske ledere i Kongressen presset på for at få republikanerne til at stemme for.   Flere konservative republikanere mener, at der skal skæres endnu mere i de statslige udgifter, mens moderate republikanere er imod de store nedskæringer.   Fredagen igennem har der været udsigt til, at Trump ville komme til at mangle det fornødne antal stemmer for at få reformen igennem.   At fjerne den tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform - der i daglig tale kaldes Obamacare - var et af Trumps store valgløfter.   Eksperter: Trump kan vente flere problemer efter nederlag Præsident Donald Trump og ledelsen i det USA's republikanske parti tog munden for fuld, da de forsøgte at gennemføre en sundhedsreform. Fløjene i partiet kunne ikke enes, og derfor faldt det til jorden, trods af at Republikanerne har et flertal i den amerikanske kongres.   - Nederlaget falder tilbage på den republikanske gruppe. Man har et parti, der er gode til at være i opposition og kritisere, men som er meget lidt konstruktive og ikke ved, hvad de vil, når de skal stå sammen, siger USA-analytiker Mads Fuglede.   Sundhedsreformen skulle have erstattet tidligere præsident Barack Obamas Affordable Care Act, bedre kendt som Obamacare.     Lektor Jørn Brøndal fra Syddansk Universitet peger på, at nederlaget svider ekstra, fordi Obamacare har været forhadt hos Republikanerne, lige siden det blev indført.   - Det er et kæmpestort politisk nederlag for Trump og Republikanerne. Det viser, at de ikke har kunnet samarbejde om noget så basalt som den afskaffelse af Obamacare, de har kæmpet for i syv år. Problemet for dem er, at modstanden mod Obamacare langt hen ad vejen var et politisk projekt og ikke havde noget med sundhed at gøre, mener Brøndal.   Donald Trump og flere republikanere meldte efter nederlaget i Kongressen ud, at man nu vil kaste sig over arbejdet med en reform af det komplicerede og ineffektive amerikanske skattesystem.   Ifølge Mads Fuglede behøver det ikke blive nær så svært.   - Jeg tror ikke, at man vil opleve samme problematik omkring skattereformer, hvor man nok vil have lettere ved at finde fælles fodslag. Men det kan blive et problem andre steder, med to fløje, der er så langt fra hinanden, siger Fuglede.   Jørn Brøndal mener også, at nederlaget med sundhedsreformen kan trække sig spor.   - Man frygter nu, at Donald Trumps andre prestigeprojekter - blandt andet en skattereform, en kæmpestor infrastrukturpakke og en mur mod Mexico - heller ikke kan gennemføres, hvis ikke noget så oplagt som en tilbagerulning af Obamacare kunne.   Han understreger, at det fejlslåede forsøg på en sundhedsreform derudover et er stort prestigetab for den siddende præsident.   - Trump har promoveret sig selv som en "deal-maker", der ville sætte Washington på plads med sin fantastiske evne til at lave handler. Men det har vist sig ikke at holde stik, siger Jørn Brøndal.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce