Ønske om IT-havarikommission efter kritik af skandaler

IT-Eksperter frygter, at uden en IT-havarikommission så lærer vi ikke af de fejl, som blev begået i CSC-sagen. Politikere er enige.

Danmark har mere end nogensinde brug for en it-havarikommission. 

Det er udmeldingen fra flere eksperter i IT-sikkerhed i kølvandet på Datatilsynets skarpe kritik af Rigspolitiets IT-sikkerhed i forbindelse med den store CSC-hackersag fra 2012.

                Læs også: Datatilsynet: Politiet svigtede IT-sikkerheden

Lars Syberg, som er leder af IT-sikkerhedsfirmaet FortConsult, er en af dem, som synes, det er en rigtig god idé at få en IT-havarikommission. 


- Der kommer noget læring ud af denne sag, som burde bruges fremadrettet.

- Der vil komme mange af denne slags sager, hvor man igen og igen kommer til at begå de samme fejl, for der er ikke nogen, som samler de erfaringer sammen. Så kunne man gøre det med en IT-havarikommission, så ville det være fantastisk, siger Syberg.

Den vurdering er softwareudvikler og IT-ekspert Poul-Henning Kamp enig i, og han mener desuden, at det helt store problem i sagen er, at der ikke er nogen, som stilles til ansvar, da han finder hele den offentlige IT-sikkerhed i CSC-sagen yderst kritisabel.

- Det er meget svært at kommunikere, hvor galt det her faktisk er, siger han.

- Det primære problem er, at fejlene, der er blevet begået, er fuldstændigt omkostningsfrie for de ansvarlige. Ikke en eneste person er blevet degraderet, fyret eller på nogen måde blevet holdt til ansvar.

Kamp foreslår som løsningsforslag, at det burde kræve en autorisation at være persondata-ansvarlig.

- I dag kan enhver 18-årig, der bliver sikkerhedsgodkendt af Politiets Efterretningstjeneste, fungere som persondata-ansvarlig. En autorisation går hånd i hånd med en ansvarsplacering, og den har vi brug for.

- Det eneste Datatilsynet kan gøre er at skrive med fed skrift i afgørelsen, at det er "overordentligt kritisabelt", og så sker der ikke mere, siger Kamp.

Hackerangrebet mod statens it-leverandør CSC er blevet kaldt danmarkshistoriens største og stod på fra marts 2012 til august samme år.

Kritikken går blandt andet på, at det strider mod et it-sikkerhedsprincip om at adskille webservere og informationsdatabaser.

 

Politikere enige om problem i offentlig IT-sikkerhed

Dansk Folkepartis IT-ordfører, Dennis Flydtkjær, er enig i flere danske IT-eksperters ønske om at få en IT-havarikommission, så man kan lære af de fejl, der bliver begået på området.
 
- Jeg synes, at en IT-havarikommission er en god idé. Det går jo galt gang på gang, og koster en masse skattekroner. Vi skal lære af de fejl, vi begår, og derfor er det helt oplagt at have en IT-havarikommission. Det vil kunne sikre datasikkerhed, forbedre IT-systemer og spare samfundet penge, siger DF'eren.
 
Socialdemokratiets IT-ordfører, Karin Gaardsted, er knap så sikker på, at netop en IT-havarikommission er løsningen, men hun erkender, at der er et problem, og at der skal gøres noget ved det.
 
- Det er en stor beslutning at lave en IT-havarikommission. Jeg ved ikke, om det er den rigtige løsning, men jeg ved, at der skal gøres noget, og det må vi tage initiativ til, så snart vi kommer rigtigt i gang med arbejdet i Folketinget i den kommende uge, siger hun.
 
Karin Gaardsted mener ikke, at løsningen kan findes hos politikerne på Christiansborg, men at der skal findes kompetente eksperter indenfor IT-området for at komme problemet til livs.
 
- Vi skal have spurgt andre, der har en større viden på det her område, hvordan vi bedst undgår disse sager, for det er ufatteligt, at de bliver ved med at dukke op, siger hun.
 
Ifølge Datatilsynets analyse, var det muligt at få adgang til følsomme oplysninger, blandt andet fordi en computer med forbindelse til det europæiske Schengen-system var koblet til internettet.
 
/ritzau/
Emneord: IT-havarikommission, IT-sikkerhed, Databeskyttelse, Datasikkerhed, Rigspolitiet, Datatilsynet, Hackere, CSC
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også