- Regeringen forsøger at bilde folk ind, at der er en masse mennesker, der mister deres arbejde, hvis man ikke bruger stadig flere penge i den offentlige sektor. Det her svar viser, at det ikke passer, siger Ole Birk Olesen til Børsen.

Offentlig nulvækst giver tusindvis af job

Politik

08/01/2014 14:01

Stop det offentlige forbrug og sænk skatten. Det skaber 14.000 arbejdspladser, fastslår Finansministeriet.

Hvis der bliver slået en bremse i det offentlige forbrug, og de sparede penge bruges til skattelettelser, vil tusindvis af mennesker komme i arbejde.

Det er konklusionen fra Finansministeriet i et skriftligt notat til Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen, skriver Børsen.

Finansministeriets beregninger kommer blot få dage efter, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin nytårstale tog afstand fra nulvækst.

- Regeringen forsøger at bilde folk ind, at der er en masse mennesker, der mister deres arbejde, hvis man ikke bruger stadig flere penge i den offentlige sektor. Det her svar viser, at det ikke passer, siger Ole Birk Olesen til Børsen.

Ifølge Finansministeriet vil offentlig nulvækst frigive 22 milliarder kroner frem mod 2020.

Hvis to tredjedele af pengene bruges til skattelettelser til private, og resten bliver brugt på at sænke selskabsskatten, bliver der skabt 14.000 job - især i den private sektor, skriver Børsen.

Ikke nok med det, så vil velstanden i Danmark stige med 17 milliarder kroner.

Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand, mener, at Finansministeriets tal er "valide", skriver Børsen.

Socialdemokraterne hæfter sig dog ved en anden del af Finansministeriets beregning, nemlig den del, der handler om nulvækstens betydning for offentlige arbejdspladser.

Finansministeriet skriver, at nulvækst "med standard beregningsforudsætninger kan reducere antallet af offentligt beskæftigede i 2020 med 33.000 personer".

Disse arbejdspladser vil dog på langt sigt dukke op igen i det private, anføres det.

- Det er en ringe trøst for en sygeplejerske, der står til at miste sit arbejde, at en model i Finansministeriet siger, at hun kan bruges i den private sektor om 15 år, siger Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, til Ritzau.

Spørgsmål: Beregningerne viser, at flere vil komme i arbejde, og at væksten vil stige. Det er jo konkrete forbedringer?

- Det er et politisk valg, om man vil gøre som regeringen, hvor vi sørger for vækst i den private sektor samtidig med, at vi har råd til at give en ordentlig velfærd og en ordentlig uddannelse til unge mennesker, siger Jesper Petersen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce