OK18-forhandlinger på pause: Mandag er staten i fokus

Forhandlerne på det regionale og kommunale område skal forhandle videre tirsdag. Staten skal mandag.

Endnu en lang dag i Forligsinstitutionen resulterede heller ikke i en aftale søndag. Igen er overenskomstforhandlingerne for 745.000 offentligt ansatte sat på pause.

Bente Sorgenfrey, formand for organisationen FTF, skriver søndag aften klokken 22.45 på Twitter, at forhandlingerne er sat på pause.

- Så er der pause i forhandlingerne på det kommunale og regionale område til tirsdag klokken ti.

- Det statslige område fortsætter forhandlingerne mandag klokken 14 i Forligsinstitutionen, skriver hun.

OK'18 tema på DenOffentlige

Vi samler alle historier om overenskomstforhandlingerne på en fælles temaside. Følg forhandlingerne her.

Historier om tidligere overenskomster finder du her.

Skal I være med? Kontakt os.

Forhandlerne har hele weekenden forhandlet intensivt i Forligsinstitutionen, og natten er også blevet taget i brug.

Parterne har forhandlet siden fredag formiddag klokken 10. Lørdag morgen kort før klokken tre og søndag morgen klokken fem fik de dog lov til at komme hjem og sove i kort tid.

I begge tilfælde blev forhandlingerne genoptaget klokken 10 samme dag.

Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd, der forhandler for de regionalt ansatte, fortæller søndag aften på vej hjem, at der ikke har været meget bevægelse søndag.

- For vores vedkommende må man sige, at hele dagen har været ventetid, siger hun foran TV2's kamera.

- Det vigtigste element er at sikre sig, at vi ikke laver nogle forringelser i det regionale system, lyder det.

På den anden side i forhandlingerne om overenskomsten i regionerne står regionernes chefforhandler, Anders Kühnau.

- Vi lægger heller ikke op til forringelser, forsikrer han, da forhandlerne er på vej på pause.

Parterne har frem til 1. maj til at blive enige. Sker det ikke, kan en strejke træde i kraft 6. maj, mens en lockout kan starte 12. maj.

Forligsmand Mette Christensen, som mægler mellem parterne ved bordet i Forligsinstitutionen, kan dog til hver en tid erklære et sammenbrud. Hvis det sker, kan en konflikt - fra begge sider - starte fem dage herefter.

Løhde: Det ser svært ud

Det var en alvorlig innovationsminister Sophie Løhde (V), der søndag før midnat forlod Forligsinstitutionen. 

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det ser svært ud, lød hendes kortfattede besked.

- Hver eneste dag, jeg er gået ind ad døren til Forligsinstitutionen, har det været med ambitionen at nå en aftale, som vi begge parter kan se os selv i. Derfor har jeg ikke opgivet, siger Sophie Løhde.

- Vi har de her mange dage og nætter, jeg har befundet mig i Forligsinstitutionen forsøgt en masse muligheder, siger ministeren.

- Men jeg må bare kommentere, at det på nuværende tidspunkt unægteligt ser meget svært ud.

Arbejdsgivernes chefforhandler på regionernes område, Anders Kühnau (S), siger, at han ikke har fået nogen indikation på, hvorfor parterne på regionernes område er sendt hjem til tirsdag.

- Nej, det har vi ikke. Jeg tror, at vi bare må sige, at vi har brug for at få sovet, siger han.

Spørgsmål: Har det været en begivenhedsrig dag ved regionernes bord?

- Det kan man ikke sige. Meget af dagen i dag er gået med ventetid.

Ifølge arbejdsgivernes chefforhandler på det kommunale område, Michael Ziegler (K), kommer pausen på et "gavnligt" tidspunkt

- Jeg synes, at det passer meget godt med, hvor vi er, siger han.

- Vi har været der i to et halv døgn. Jeg tror, det vil være gavnligt for os alle sammen at sove igennem og få et rigtigt bad.

Adspurgt om forligsmanden har givet de kommunale parter lektier for, svarer Ziegler:

- Vi vil bruge dagen på at gøre os tanker, som gør at vi kan komme videre.

/ritzau/

Emneord: 230418, OK18, Bente Sorgenfrey, Grete Christensen, Mette Christensen, Michael Ziegler, Sophie Løhde, Anders Kühnau, KL, Offentlige overenskomster
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også