Op mod 90.000 ansatte kan kigge i din journal

Infrastruktur

12/05/2014 08:37

Freja Eriksen

Mange tusinde ansatte i sundhedsvæsnet har adgang til de elektroniske patientjournaler.

I dag har omkring 90.000 ansatte i sundhedsvæsnet adgang til de elektroniske patientjournaler, der rummer beskrivelse af sygdomme, behandling og medicinering af borgere, der har været i behandling hos en privat praktiserende læge eller på et sygehus. Det skriver Jyllands-Posten.

Adgangen gælder for mange forskellige faggrupper, såsom læger, sygeplejersker, tandlæger, social- og sundhedsassistenter med flere.

I regionerne Nord, Midt, Syd og Sjælland er der omkring 77.000 ansatte, der har mulighed for at kigge i patientjournalerne ifølge en opgørelse, som Jyllands-Posten har foretaget. 

Det har ikke været muligt at få tal fra Region Hovedstaden, men lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet Kent Kristensen vurderer, at der er mindst 90.000 ansatte på landsplan, der har adgang til oplysningerne.

Det er ulovligt for en sundhedsansat at kigge i journaler for patienter, som vedkommende ikke har i behandling, men der er ingen løbende kontrol, der kan afsløre, om der uberettiget bliver kigget i andre journaler, skriver avisen. 

- Selv når en sundhedsansat opererer inden for lovens grænser, mener jeg, at politikerne har givet vedkommende al for megen adgang til oplysninger om patienterne, siger Kent Kristensen til Jyllands-Posten. 

Han mener, at oplysninger om patienter bliver givet alt for ukritisk videre til forskellige databaser som eksempelvis det fælles medicinkort, den landsdækkende kliniske kvalitetsdatabase og den almene medicinske database. 

- Vi skal respektere patienternes ret til fortrolighed. Og vi skal tænke os rigtig godt om, før vi giver adgang til patientoplysninger og holde et vågent øje med, at oplysningerne ikke misbruges, siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S) om kritikken af den omfattende adgang til patientjournalerne. 

En debat om datasikkerhed for patienter i sundhedsvæsnet er blevet aktuel som en udløber af afsløringen af brist i datasikkerheden i forbindelse med Se og Hør-skandalen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce