Opdragelsesudvalg vil have præstationspres i skolerne undersøgt

Velfærd

14/06/2018 11:15

Freja Eriksen

Regeringens opdragelsesudvalg kalder det et problem, at skolebørn føler sig pressede. Det kræver eftersyn, mener det.

Når Børne- og Socialministeriet torsdag modtager anbefalinger fra ministeriets opdragelsesudvalg, er der blandt andet lagt vægt på de præstationskrav, som børn i skolerne oplever.

Det skyldes, at en undersøgelse fra maj foretaget af Børnerådet viser, at mange børn føler sig stressede eller pressede, og omkring 60 procent af dem siger, at det pres kommer fra uddannelsessystemet.

- Vi anbefaler et dannelseseftersyn, som er et forslag om at hæve blikket og kigge på de utroligt mange reformer, der har været det seneste årti af uddannelsesområdet, siger Sofie Münster, der er formand for Opdragelsesudvalget.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Hun henviser blandt andet til, at test, prøver og karakterer kan lægge et pres på de unge. 

- Man bør kigge på, om området samlet set har fået et for stort fokus på præstationer, og om det kan være en del af årsagen til, at så mange børn oplever, at det kan være svært at leve op til forventningerne, siger hun.

Udvalget blev oprettet som led i "Opdragelsesdebatten", som børne- og socialminister Mai Mercado (K) lancerede i januar. Den skal få danskerne til at debattere og reflektere over, hvordan de opdrager børn.

- Jeg håber, at det rykker noget. Jeg håber i første omgang, at vi kan være med til at facilitere en debat blandt forældre og politikere, og at det forhåbentlig også fører til, at man handler på nogle af de handlingsforslag, som vi præsenterer i dag, siger Sofie Münster.

Ud over Sofie Münster, der er tidligere direktør i Løkkefonden, sidder blandt andre hjerneforsker Peter Lund Madsen, chefredaktør på Berlingske Tom Jensen, skuespiller Peter Mygind og Kristine Sloth, der er kendt fra YouTube, i udvalget.

De har fået til opgave at kigge på forældrenes rolle.

Debatudvalget forholder sig ikke til, om man eksempelvis bør afskaffe karakterer i skolerne.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce