OPP kan give mere velfærd for pengene

OPP kan sikre det offentlige mere velfærd for de samme penge – og samtidig give pensionskunderne et stabilt afkast.

Af adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

I sit blogindlæg spørger folketingsmedlem Sophie Hæstorp Andersen (S), hvad der efter min mening er det mest tungtvejende argument for, at f.eks. regioner skal indgå i OPP-samarbejde med fx pensionskasserne? Det korte svar er, at OPP kan sikre det offentlige mere velfærd for de samme penge – og samtidigt give pensionskunderne et stabilt afkast. Det er der en del forklaringer på, som jeg vil komme ind på senere.    

Til at starte med vil jeg dog tillade mig at nævne, hvad OPP ikke er. Det er nemlig en udbredt misforståelse selv hos såkaldt lærde OPP-eksperter, at OPP alene er en finansieringsmodel. Alt for ofte degraderes OPP-modellen i den offentlige debat til alene at omhandle finansiering. Finansieringsdelen i OPP er faktisk kun aktuel, hvis det offentlige af den ene eller anden årsag ikke selv kan finde finansiering til de nye energi- eller transporttiltag, der er vurderet til at være samfundsøkonomisk rentable.

OPP-modellen indeholder langt mere end ny kapital. Det gælder kvalitet, totaløkonomi og et styrket dansk eksportpotentiale.

Totaløkonomisk tankegang

I et professionelt samarbejde mellem det offentlige og det private vil der løbende være fokus på kvaliteten i ydelsen. Det kunne fx omhandle skoler. Den private part i konsortiet vil altid have et klart incitament til at sikre en stabil, høj kvalitet igennem hele skolens levetid. Af den simple grund, at det bedst kan betale sig. Det er ikke lige det, der i dag præger de danske skoler, hvoraf mange er så slidte, at det bedre vil kunne betale sig at bygge nye. Hermed er væsentlige samfundsværdier gået tabt før tid.

Bedre vedligehold af aktivet indgår også i det totaløkonomiske argument for OPP. Det er rigtigt, at OPP med privat finansiering umiddelbart kan se dyrere ud sammenlignet med et projekt med offentlig finansiering. Den tekniske forklaring på den initiale mark-up beskrives bl.a. i en rapport om rationalet for OPP i Danmark af Anders Eldrup og Peter Schütze, hhv. tidl. direktør i DONG Energy og Nordea Danmark. Her undersøges netop finansieringsomkostningerne ved de to projektformer (s.9). 

Årsagen til, at OPP på kort sigt kan fejlfortolkes som dyrere, afspejler generelt de forskellige risici som f.eks. konstruktions- og efterspørgselsrisici, der synliggøres og prissættes i et OPP, inden projektet overhovedet sættes i gang. Det sker ikke i offentligt finansierede projekter, selvom præcis de samme risici er til stede. Her vil de i stedet dukke op som en tyv om natten, når budgettet smuldrer, eller dårligt vedligeholdte bygninger giver problemer i løbet af projektets levetid. Dermed er den indledende pris for et projekt med offentlig finansiering sjældent retvisende. Hermed kommer skatteyderne faktisk til at hænge på en større og uforudset regning i sidste ende. Det findes der en del velkendte eksempler på.

Omvendt forholder det sig som sagt i et OPP. Og netop det, at risici her synliggøres, prissættes og overdrages til den private part, betyder, at projektorganisationen har et incitament til at tænke totaløkonomisk. F.eks. vil et OPP fra start tænke ind, hvordan design, materialevalg og de tekniske løsninger kan understøtte nem drift og lave vedligeholdelsesomkostninger over f.eks. en 20 eller 30 års periode.

Det er dette fokus på totaløkonomien, som bevirker, at OPP-projekter på den lange bane kan blive billigere og bedre, hvilket i øvrigt er dokumenteret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en undersøgelse sidste år af erfaringerne med de første 13 OPP-projekter i Danmark. I rapporten vurderer de ordregivende myndigheder, at der i OPP-projekterne er udviklet ”totaløkonomisk optimerende og innovative løsningsforslag”, at kvaliteten i byggeriet er høj, og at anlægsarbejdet er færdiggjort til den aftalte tid eller tidligere (s. 3). 

Sidst men ikke mindst kan et tæt samarbejde mellem det offentlige og private styrke det danske eksportpotentiale ved at synliggøre og løfte de danske spidskompetencer. Et godt eksempel herpå er Anholt Havmøllepark, hvor samarbejdet mellem DONG, Siemens Danmark, Rambøll, Bladt Industries og mange danske underleverandører har ført til, at fx USA planlægger at kopiere hele processen ud for Massachusetts’ kyst. Dette potentiale vil kunne genfindes på mange offentlige områder, hvor private aktører kan bruge et OPP til at opbygge nye eksportpotentialer.  

I sit indlæg spørger Sophie Hæstorp Andersen mig desuden, hvordan man undgår at sætte lokal- og regionaldemokratiet ud af spil, når bygninger, der driftes via OPP, kan være bundet i 20-30-årige kontrakter? Hertil er mit svar klart: Selvom private partnere deltager i et projekt, så ændrer det ikke ved, at det er en suveræn politisk beslutning, hvad der skal iværksættes, hvornår det skal iværksættes, og under hvilke politiske rammer det sker. OPP-kontrakter af fx 25 års varighed bør udarbejdes omhyggeligt, så der er mulighed for fleksibilitet, hvis behovene ændrer sig undervejs.

Det er ikke alle projekter, der egner sig som OPP. Men mange gør. Og for de projekter er der grund til at have modellen med i overvejelserne. For OPP kan faktisk gøre en væsentlig forskel.

Stafetten går til Carl Holst, regionsrådsformand i Region Syddanmark

Hvordan ser du perspektiverne for OPP i Danmark?
Hvad skal der til, for at modellen for alvor slår rødder?

Emneord: Torben Möger Pedersen, OPS Stafetten, OPP, Sophie Hæstorp Andersen, Totaløkonomi, Anders Eldrup, Peter Schütze, Carl Holst, PensionDanmark

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også