Ifølge Udbudsbarometeret er det samlede antal af udbud fra kommuner, region og stat absolut størst i Hovedstadsområdet, mens Nordjylland skraber bunden.
Til gengæld har Midtjylland haft den største procentuelle vækst i antallet af udbud siden kommunalreformen - det på trods af, at de andre landsdeles kommuner og regioner har oplevet sammenlignelige budgetstørrelser. Således er der i Midtjylland, som lå på et meget lavt niveau inden 2007, kommet 39 pct. flere udbud siden 2007, mens man i hovedstadsområdet kun har oplevet en stigning på ca. 20 pct.
I Region Midtjylland har regionsformand Bent Hansen et bud på, hvorfor Midtjylland har haft den største procentuelle stigning i antallet af udbud:
”I Midtjylland har vi arbejdet meget bevidst med en udbudsstrategi og har blandt andet samlet vores indkøbsorganisation. Det er jo en del af økonomiaftalen med regeringen, at vi hele tiden tester, om vi får nok for pengene.”
Forskningsassistent hos Anvendt Kommunal Forskning, Ole Helby Petersen, er dog ikke meget imponeret over den midtjyske udvikling:
”Tallene viser, at Midtjylland kom fra et meget lavt udgangspunkt, så jeg vil sige, at det ikke er overraskende, at det er her, vi ser de største vækstrater i antallet af udbud,” siger han.
Fakta:
Dansk Erhverv har i samarbejde med Udbudsvagten lanceret et nyt Udbudsbarometer, der hvert halve år tager pulsen på udbudsområdet. Barometeret er baseret på alle nationale udbud samt EU-udbud og giver et overblik over udviklingen i det samlede antal af udbud fordelt på geografi og brancher.