Fagforbund: Folketinget skal skabe ligeløn på det offentlige arbejdsmarked

Politik

13/09/2017 16:27

Organisationer bag kvindedominerede fag på det offentlige arbejdsmarked kræver en politisk indsats for at skabe ligeløn for arbejde af samme værdi. Lønforskellen mellem mænd og kvinder i samme fag og med samme uddannelsesniveau er for stor.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Ligeløn er stadig ikke realiteten i Danmark. Det må vi erkende, selvom vi taler år 2017. Så nu forsøger vi at råbe folketingspolitikerne op. Det her problem er blevet ignoreret i årevis, og det kræver politisk vilje, hvis vi for alvor skal komme det til livs. Skævhederne er for store til, at vi kan overlade det til overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne – vi er nødt til at træffe en politisk beslutning om at rette op på uligelønnen og finde nogle særskilte midler.

Ordene kommer fra Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet, i forbindelse med den appel, der i går aftes landede i alle 179 folketingspolitikeres indbakke. En appel, som Sundhedskartellet sammen med BUPL, FOA og SL, har sendt afsted for at få dem til politisk at prioritere ligeløn, fordi de kvindedominerede fag stadig er bagud på lønnen sammenlignet med fag, hvor der især arbejder mænd.

Uddannelse betaler sig bedst for mænd
Når sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter går på arbejde, får de i gennemsnit langt mindre i løn end de fag, hvor uddannelseslængden er den samme, men hvor der er en overvægt af mænd ansat. Kvinder med mellemlange videregående uddannelser, som sygeplejersker og pædagoger, tjener 27 procent mindre end mændene med samme uddannelsesniveau, viser undersøgelse foretaget af Cevea.

Uddannelse betaler sig altså langt bedre for mænd end for kvinder. Og her er politisk initiativ fra folketingets politikere ekstremt vigtigt, understreger organisationerne.
- Der skal et politisk initiativ til, helt centralt fra Christiansborg, for at de sundheds- og omsorgsansatte kan få den løn, de fortjener. Vi vil kæmpe for højere løn til overenskomstforhandlingerne, for at få lønnen op på niveau, men den pulje vi kan forhandle om er simpelthen ikke stor nok til, at vi kan løfte lønnen, så meget som vi vil,  siger Grete Christensen.

Øremærk penge til pulje
I appellen opfordrer Sundhedskartellet, sammen med BUPL, SL og FOA til, at politikerne skal øremærke en pulje penge til fordeling mellem de grupper i den offentlige sektor, hvor der primært arbejder kvinder, og hvor der er et lønefterslæb til mandegrupper med samme uddannelsesniveau. Politikerne har ikke levet op til deres ansvar og sikret, at der på arbejdsmarkedet er lige løn for arbejde af samme værdi, mener organisationerne.

En gåde, at kvinders arbejde er mindre værd
Emnet fylder i den grad også hos formand for Kost & Ernæringsforbundet, Ghita Parry, som bakker 100% op om appellen.
- Det er mig en gåde, at det arbejde som kvinder udfører ikke værdisættes lønmæssigt på samme niveau som mændenes. At udvikle børn og unge, drage omsorg for ældre borgere eller behandle patienter med helbredelse eller lindring for øje, må da være noget af det mest værdifulde, vi kan foretage os som mennesker.

- Vi ved, hvordan det fælles måltid påvirker børns lyst og evne til leg og læring. Vi ved, hvordan ældre menneskers livskvalitet forbedres, når maden er appetitlig og fyldt med energi. Vi ved, hvor vigtig den rigtige ernæring er for at komme til kræfter og restituere sig før, under og efter sygdomsforløb

- Det er da i den grad værdiskabelse i samfundet og den værdi vægter mindst lige så tungt, som eksempelvis en ingeniørs arbejde. Det er helt urimeligt, at kvinders arbejde alene værdsættes med anerkendende ord, rygklap og en alt for lille løn uden at arbejdet tilsvarende værdi sættes. Lige løn for lige værdiskabelse, tak., lyder det fra Ghita Parry.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.