Mit ønske for 2020: Det skal være året, hvor vi i den offentlige velfærdsdebat taler dannelse – organisatorisk dannelse; dannelse forstået som eksistentiel-etisk vækst. Som et supplement til den meget udtalte effektiviserings- og ressourceoptimeringstænkning, der har sat velfærdsdagsordenen i 2010’erne.
Det skal være året, hvor vi dvæler – ja, netop dvæler - ved de etiske grundspørgsmål: Hvor er vi på vej hen? For hvis skyld gør vi, som vi gør? Hvordan tager vi godt og ordentligt vare på den organisatoriske integritet? Dvs. hvad kan vi stå inde for? Og hvad kan vi ikke stå inde for? Året, hvor vi vedholdende lader dialoger om de etiske dilemmaer sætte dagsordenen; mhp at udvikle på etisk dømmekraft; mhp at udvikle og værne om det helt særlige i vores fælles velfærdssamfund.
Et er sikkert: Dilemmaer bliver der kun fler’ af i fremtidens samfund; det bliver der, i takt med at omkostningspresset på vores velfærdsydelser stiger; i takt med vi bliver flere ældre; i takt med at opgaverne - særligt inden for sundhedsvæsenet - bliver mere og mere komplekse. I takt med at globaliseringen presser vores konkurrenceevne. I takt med…
Det valg, hver og én af os skal træffe, er, hvilket mindset, vi ønsker at begå os med, når vi på daglig basis træffer beslutninger, indgår i samarbejder med kolleger, borgere, pårørende, eksterne samarbejdspartnere. Min anbefaling er, at vi begår os med dilemma-brillerne på. For dilemmamindsettet rykker. Det rykker på mening, på indsigt og på udvikling. OG det danner os på en helt særlig måde – som mennesker, som borgere, som ledere og som medarbejdere.
Tillid - velfærdssamfundets eksistentielle ballast og puls
Og det særlige i vores velfærdssamfund? Ja, det er tilliden. Det, som er så svært at måle og veje. Det, som ikke kan indfanges i den økonomisk-produktionsmæssige kalkule; OG som samtidig er selve velfærdssamfundets livsnerve. Og det, der har gjort Danmark til et rigt og velstående land. Fantastisk at tænke på. Skal det fælles velfærdssamfund holdes sundt og troværdigt, så fordrer det, at vi holder os vågne på, at den målstyrende og ressourceoptimerende tænkning kan løbe løbsk. Når vi igen og igen hører os selv og hinanden sige: ’…det handler om benhård prioritering’. ’…vi må have is i maven’, ’det kræver robusthed…’ ’Vi skal jo have kunder i butikken…” ”…og vi skal levere varen…”, så er der grund til skærpet opmærksomhed. Hvornår tipper det? Hvornår bliver den benhårde prioritering til kynisme og etisk blindhed? (Uden at det på nogen måde er det, vi vil). Hvornår bliver det netop tilliden, der betaler prisen, når vi forsøger - på atter nye måder - at få ender til at nå sammen?
Det er præcist det, de etiske refleksioner kan hjælpe os med at holde os vågne på. De etiske refleksioner, den etiske bevidsthed er netop et dannelses-mindset; hvor vi bevidst prioriterer ikke at gå den lige vej, men er indstillet på at gå ’omveje’; og til at tage tempoet ud af beslutningsprocesserne: ”Gad vide om der er noget, vi ikke har øje for? ” ”Hvad er det, vi vælger fra, når vi træffer den her beslutning?” Hele det velfærdsteknologiske område, til eksempel, kalder på vedvarende etisk refleksion og eftertænksomhed: Telesundhed, teleomsorg, tele…. Nye velfærdsteknologier er en stor mulighed OG samtidig fyldt med dilemmaer: Overvågning med chip giver muligheder ift. demente borgere, der er ’dørsøgende’. Det, der vindes, er trygheden; det, der mistes, er det enkelte menneskes integritet og selvbestemmelse. Uanset hvordan vi går til det, slipper vi ikke ud af dilemmaet – eller af med dilemmaet. Hvornår er teknologien et meningsfuldt supplement? Hvornår en fremmedgørende erstatning? Der er både muligheden for, at mennesker opnår øget selvhjulpenhed og uafhængighed. Og der er risikoen for, at de oplever fremmedgjorthed og manglende mening. Noget kan på én og samme tid være super smart og opleves som meget uværdigt og grænseoverskridende. Det afgørende er, at vi bliver ved med at drøfte dilemmaerne – som dilemmaer – og bliver ved med at holde os vågne på dem.
Min påstand er ikke, at den her type etikdrøftelser ikke finder sted ude i organisationerne. Det ved jeg – af mange års erfaring – at de gør; i dén grad. OG tilbage står: Efter at vi i 2010’erne har været vidne til meget markante økonomiske opstramninger, effektiviseringstendenser – og megen appel til den menneskelige robusthed - så kalder 20’erne på noget – grundlæggende – andet og mere; vi trænger til noget mere fyldigt; noget mere substantielt. Noget dybere.
Finfølenhed - det er der dannelse i
For faktum er, at vi lige nu ser en bagside af de senere års meget udtalte målstyringstænkning og nytteøkonomiske dagsorden; det gør vi særligt inden for sundhedsvæsenet; vi ser sundhedspersonaler, der brænder ud; eller søger væk. Og det er ikke bare nogle få. Med andre ord: Omfattende effektiviseringstiltag har en pris. Det er vores fælles ansvar at holde øje med, hvornår forhærdelse og forråelse lurer. Hvis det bliver et mønster, at personalers motivation og kræfter rinder ud, så er velfærdssamfundet faktisk på spanden. Og sagen er – det er i hvert fald den her artikels pointe - at det ikke rækker, at vi klædes på med atter nye - og flere - funktionelle redskaber, der skal gøre os i stand til at tænke – endnu - smartere. Smart tænkning er selvsagt af helt afgørende betydning for, at et velfærdssamfund er velfungerende, OG der er også brug for, at vi prioriterer nogle andre mentale rum – til refleksion, til undring, til fordybelse, til udvikling.
Så innovations-tænkning inden for det offentlige i 2020? Ja, det handler om prioritering af et særligt mindset; et mindset, der kan bidrage til at forstyrre robusthedsdagsordenen; et mere udforskende, et mere tøvende og mere reflekterende mindset; hvor en egenskab som finfølenhed igen kommer til ære og værdighed. Finfølenhed ikke forstået som sarthed, men mere som sansen for nuancer og detaljer; evnen til opmærksomhed, indlevelse og grublen. Det er lige præcist nerven i dilemmamindsettet. Heri bor et kæmpe potentiale for udvikling; for at opnå fornyet inspiration og motivationskraft i de daglige samtaler, vi har med hinanden på arbejdspladserne; OG når vi drøfter dilemmaer, så støder vi nemlig også – på den gode måde - på vores egen ’mur’. F.eks. bringes vi i kontakt med alt det, vi ikke er herre over. Er jeg f.eks. ansat som sygeplejerske, så ved jeg måske, at en given behandling vil kunne give patienten helt nye muligheder for livsudfoldelse og rørighed – og for at mestre ting selv i sin hverdag. OG patienten siger nej. At stå - åbent - ansigt til ansigt med egen og med kollegers afmagt og rådvildhed er et rigtigt vigtigt led i den fælles dannelse. Fordi dannelse – også - handler om en erkendelse af det, vi ikke kan styre og kontrollere; altså om indsigt i egen fejlbarlighed og i eget begrænsede udsyn.
Dannelsestænkning anno 2020 – inspiration fra klassikerne
Og hvor henter vi så bedst næring til 20’ernes dannelsestænkning? Det synes jeg, vi gør hos de gode klassikere; særligt de af dem, der taler mere om VÆREN end om GØREN. Først og fremmest K. E. Løgstrup. Der er en stor inspirationskraft i Løgstrups dannelsesperspektiv – i særdeleshed lige nu, hvor bæredygtighed og klima sætter dagsordenen. Den dagsorden skal selvsagt også tænkes ind i fremtidens organisatoriske dannelse. ”Verden er ikke kun vores omgivelse; verden er også vores ophav…” Sådan lyder det omtrentligt hos Løgstrup[1]. Hermed siges rigtig meget i en dannelsessammenhæng. Først og fremmest er det en påmindelse om vigtigheden af at have sans for proportioner: Hvad kan vi styre, og hvad kan vi ikke styre? Vi forstyrres på vores grundlæggende trang til at ville herske og be-herske. Løgstrups pointe er, at verden ikke blot er en ressource, vi har til vores rådighed. Nej, Vi er fældet ind i verden. Den er – også - vores ophav; der er med andre ord noget, der er os givet; noget, som vi skal værne om og tage os godt – og ordentligt - af; det kalder på ydmyghed, på tilbageholdenhed: Hvornår forgriber vi os på naturen, på den fælles verdensorden, på hinandens liv, på tilliden? Hvornår er det tid til at tie og tøve? Hvornår er det tid til at tale og handle? Alting har sin tid.
Løgstrups dannelsestanker er - samlet set - en appel til en mere modtagende og undrende tilgang til vores daglige praksis, til hinanden, til verden – og til livet.
Det er præcist noget af det, som dilemmamindsettet minder os om, for så vidt som at dilemmaer er uløselige. Dilemmaer lader sig ikke dirigere på plads; uanset hvor længe vi prøver. Det ér og bliver umuligt at få sagt det sidste ord, når vi står med et dilemma. Det er således menneskets dybeste kontroltrang, der bliver udfordret. Det, vi kan, og det, vi skal, det er at håndtere dem på en etisk forsvarlig måde. Dvs. gennem vedvarende træning af vores etiske dømmekraft.
Det er i mødet, det sker…
Og med Løgstrups tænkning får vi ydermere en helt særlig dannelses-horisont at tænke tillid indenfor. Ifølge Løgstrup er tilliden selve grundlaget for vores liv; uden tillid vil vores liv visne[2]. Det er Løgstrups kendte grundtese. Pointen er, at tilliden bærer vores liv – også vores velfærdssamfund; OG den kan mistes. Tilliden er nemlig en sart størrelse. Vedvarende skal vi kere os om den, give den ny næring; genopbygge den, når den mistes. Og vi mindes af Løgstrup således om, at når vi laver nye velfærdstiltag – træffer beslutninger, vælger til og vælger fra - så står vi hele tiden med noget af hinandens liv i vores hånd. Det giver et kraftfuldt afsæt for eftertænksomhed og for dialog; for nogle gange endnu mere nøje overvejelse.
Og delvist i samme opbyggende dannelses-ånd finder vi den tyske teolog, Martin Buber:”Alt virkeligt liv er møde…”[3] siger han. En fortløbende påmindelse om, at vi kan blive dygtigere og dygtigere rent teknologisk-instrumentelt. Og tilbage står, at virkeligt liv - dét er mødet mellem mennesker; mennesker, der vil hinanden noget; som taler med hinanden (Det, han benævner som jeg-du relationer). Det er dér, hvor tilliden næres. Og modsat gives vi en opmærksomhed på, hvor hurtigt relationer kan instrumentaliseres og fremmedgøres (Det, han benævner som jeg-det relationer). Og dvs. hvor hurtigt tilliden kan mistes.
Dilemmamindsettet: Besindelse på det, vi ikke er herre over
Det her er min påstand: Hvis vi skal opnå varig kvalitet og ballast i de beslutninger og de valg, vi træffer i det daglige arbejde – til glæde for dem, vi er der for, nemlig borgeren; hvis det skal være indsigtsgivende, overraskende og byde på interessante aha-oplevelser at være i hinandens selskab som daglige kolleger, så tror - og erfarer - jeg, at dilemma-mindsettet batter; på et helt fundamentalt eksistentielt niveau OG på et økonomisk-innovativt niveau. Bl.a. fordi det bidrager til at vedligeholde, styrke og genopbygge tillid. Og om tilliden ved vi, at den er der også økonomi i.
Med dilemma-mindsettet mindes vi om betydningen af ydmyghed: Dilemmaer er et billede på alt det, vi ikke er - og aldrig bliver - herre over. Det kan være svært at udholde at være i; OG det kan være så fantastisk interessant og berigende at dvæle ved – hvis vi tager os tiden. Og tør stå midt i det. Der er noget at være nysgerrig på, noget at være i dyb tvivl om. Dilemmamindsettet er som skabt til at forstyrre al form for hastværk; skabt til at forstyrre os, når trangen til at ville ordne og regere, vinge af – og ’gøre ved’ - løber af med os.
Dilemmamindsettet bidrager, som jeg ser det, med livsvigtige dannelsesperspektiver. I organisatorisk sammenhæng såvel som i den større livsmæssige sammenhæng.
20’ernes dannelsesmindset – til vedvarende opmærksomhed:
- Er vi villige til at betale prisen for at stå ved noget, der er vigtigt?
- Taler vi med hinanden om, hvad vi er herre over, og hvad vi ikke er herre over?
- Har vi kultur for at forstyrre hinandens og vores egne kæpheste?
- Holder vi os vågne på de blinde pletter?
- Tør vi holde vores forforståelser i et løst greb?
- Har vi modet til at lægge egen afmagt og rådvildhed frem?
- Tager vi ansvar for at trække tempoet ud af de fælles snakke?
- Er vi opmærksomme på betydningen af at sige noget andet, end vi plejer?
- Får vi lyttet, tænkt efter og vendt tilbage?
- Får vi taget os tiden til at tøve og til at tie?
[1] K.E. Løgstrup ”Ophav og omgivelse – Metafysik lll Betragtninger over historie og natur” (1984) Klim 2013
[2] K.E. Løgstrup ”Den etiske fordring” (1956) Klim 2010
[3] Martin Buber ”Jeg og Du” (1923) Hans Reitzels Forlag 1997
