Overblik: 1,7 af 6,2 milliarder kroner beslaglagt i sag om udbytteskat

Bagmandspolitiet beslaglægger milliardbeløb på udenlandske bankkonti i sagen om mulig svindel med udbytteskat. Minister håber, at beslaglæggelsen af de milliarder Skat blev svindlet for, vil sikre konsekvenser for bagmænd

Bagmandspolitiet har beslaglagt 1,7 milliarder kroner på udenlandske bankkonti i sagen om mulig svindel med udbytteskat. Det oplyser Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), tirsdag i en pressemeddelelse.
 
Samtidig er en række adresser i Storbritannien tirsdag blevet ransaget i samarbejde med de britiske myndigheder. Ved disse aktioner blev der beslaglagt bevismateriale med forbindelse til 12 selskaber. 

Bagmandspolitiet har mistanke om, at de beslaglagte penge stammer fra økonomisk kriminalitet, idet de menes at være unddraget den danske statskasse i forbindelse med refusion af udbytteskat, oplyser chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

- Vi har gennem meget komplicerede manøvrer fulgt pengesporet gennem flere europæiske lande og har nu fået beslaglagt i alt 1,7 milliarder kroner, siger Morten Niels Jakobsen.
 
SØIK har fået danske retskendelser på, at pengene skal beslaglægges, og samarbejder nu med udenlandske myndigheder om at få pengene tilbage i den danske statskasse.
 
- Det kan sagtens blive op ad bakke, men vi har nu sikret, at disse midler ikke bare kan forsvinde, hvis de viser sig at stamme fra kriminalitet, siger Morten Niels Jakobsen.
 
En del af de beslaglagte penge kan dog efter internationale regler om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet tilfalde det land, hvor værdierne er blevet fundet, påpeger han.
 
Storbritannien er kun et af de lande, som SØIK samarbejder med for at nå til bunds i sagen, som begyndte, da Skat i august indgav anmeldelse om formodet svindel med udbytteskat i størrelsesordenen 6,2 milliarder kroner.
 
Der er endnu ikke anholdt nogen i sagen.
 
Statsadvokat Morten Niels Jakobsen ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse, hvilke andre lande Bagmandspolitiet har samarbejdet med. Der er heller ikke oplysninger om de personer, banker eller selskaber, der indgår i sagen.
 
Det står imidlertid fast, at SØIK har blikket rettet mod andre konti og indeståender, og at det ikke kan udelukkes, at der beslaglægges flere penge i den kommende tid.
 
- Vi er endnu langt fra mål i denne sag, som vi endnu ikke kender det fulde omfang af. Men vi har et lille håb om, at ikke alle pengene er tabt for altid, siger Morten Niels Jakobsen.. 
 
- Vi gør i hvert fald, hvad vi kan for at efterspore de her værdier, som meget tyder på hører hjemme i den danske statskasse, siger han.
 
Skatteminister: Milliardbeslaglæggelse et vigtigt skridt
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) finder det glædeligt, at Bagmandspolitiet nu har beslaglagt en del af de penge, som den danske statskasse er blevet svindlet for i forbindelse med sagen om udbytteskat. 
 
- Det er et stort og vigtigt skridt i retning af, at få ført de ansvarlige til ansvar, siger Karsten Laurtizen til et pressemøde.
 
Ifølge ministeren skal man stadig være varsom med at forvente, at pengene igen havner i Danmarks statskasse.
 
For når pengene er fundet i udlandet er det ikke til at sige, hvor mange af dem, der vender hjem til Danmark, og ministeren varsler derfor mod at forvente for meget. 
 
- Man kan endnu ikke sige noget om, hvor mange af pengene vi får tilbage i statskassen, siger Karsten Lauritzen.
 
Selvom der er kun er tale om en mindre andel af de over seks milliarder kroner som skatteborgerne er blevet franarret, så anser skatteministeren stadig beslaglæggelsen som en succes. 
 
- 1,7 milliard er selvfølgelig ikke hele beløbet, men det er bedre end ikke at få nogen af pengene tilbage. Det er vigtigt at få bragt nogen til ansvar for dette store svindelnummer, og dernæst få pengene tilbage i statskassen, siger skatteministeren.
 
Jesper Petersen, socialdemokraternes skatteordfører, anser det også som et vigtigt skridt på vejen at 1,7 milliarder kroner er fundet. Han tror, at det både vil hjælpe i jagten på de penge, der stadig mangler, og i jagten på svindlerne. 
 
- Det er vigtig at sende et signal til omverdenen - især svindlere - at vi har et bagmandspoliti, som kommer efter dem. Jeg håber fortsat, at vi finder de ansvarlige, og de bliver straffet hårdt, siger Jesper Petersen til Ritzau.
 
Generelt er begejstringen for bagmandspolitiets indsats stor. For udover skatteministeren og Jesper Petersens ros, har også justitsminister Søren Pind (V) været imponeret over politiets indsats.
 
- Dygtige folk, der arbejder for Rigets bedste og mod banditter i habitter, skriver justitsminister Søren Pind (V) på Twitter.
 
OVERBLIK: Sagen om svindel med udbytteskat
Skat har oplyst Bagmandspolitiet om, at der er blevet svindlet for 6,2 milliarder kroner.
 
Et overblik over sagen følger her:
 
* Skat anmeldte i slutningen af august svindel med udbytteskat for 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet.
 
* Svindlen skal være sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter.
 
* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.
 
* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.
 
* Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden at de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.
 
* Udbytteskatten ventes i år at skæppe med 18,5 milliarder kroner i statskassen mod 13,2 milliarder i 2014, 11,7 milliarder i 2013 og 8,7 milliarder kroner i 2012.
 
* Samtidig ventes der i år refunderet 8,7 milliarder kroner i udbytteskat mod 6,1 milliarder kroner i 2014, 2,8 milliarder kroner i 2013 og 1,5 milliarder kroner i 2012.
 
* Skat anslår svindlen til 3,2 milliarder kroner i år, 2,5 milliarder kroner i 2014, 600 millioner kroner i 2013 og 30 millioner kroner i 2012.
 
* Ifølge Skat skulle svindlen være sket med forfalskede aktieudbytter fra 2012 til 2015.
 
* I alt har selskaberne anmodet om at få udbetalt udbytteskat 2120 gange.
 
* Gennemsnitligt har hver anmodning lydt på 292.450 kroner, og i alt er anmodningerne løbet op i cirka 6,2 milliarder kroner.
 
Kilder: Skat og Ritzau
 
/ritzau/
Emneord: Skat, Bagmandspolitiet, Udbytte, Skattesvindel
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også