OVERBLIK: Britisk dronning, U2's Bono og politikere del af Paradise Papers

Her er et overblik over, hvad der er berettet på baggrund af de såkaldte Paradise Papers.

Søndag har en række medier i det journalistiske konsortium ICIJ offentliggjort historier på baggrund af lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Appleby og et rådgivningsfirma i Singapore.
 
Dokumenterne omhandler forskellige selskaber, kendisser og politikeres pengetransaktioner i lande, der betegnes som skattely.
 
Her kan du læse, hvad medierne søndag aften beretter på baggrund af dokumenterne:

Skattely - læs det væsentligste her

Skattely og de mennesker, der bruger skattely, er jaget vildt efter et gigantisk internationalt læk. Følg udviklingen her. 

* Den britiske dronning Elizabeth har gennem nogle af sine ejendomme sat flere millioner af pund i en fond i Cayman Islands.

* Det har ikke været kendt viden tidligere. Storbritanniens monark behøver ikke offentliggøre sin formue og betaler ikke skat. Men det gør hun af egen fri vilje.
 
* En række multinationale selskaber nævnes i forbindelse med "aggressiv skatteunddragelse". Det gælder blandt andet Apple, Nike, Uber og Facebook. Det fremgår ikke klart hvordan.
 
* To personer tæt omkring den canadiske premierminister, Justin Trudeau, har været med til at flytte hundredvis af millioner i skattely. Det handler om Truedeaus chefindsamler og en tidligere senator i Trudeaus parti.
 
* Flere kendisser og politikere flytter deres formuer til skattely-lande. I alt 120 politikere i 50 forskellige lande er involveret. Det står ikke klart præcis hvem. Til gengæld er rockstjernen Bono en af de kendisser, der optræder i dokumenterne.
 
* Dokumenter viser en forbindelse mellem en russisk investor ved navn Juri Milner, der har kastet større beløb i Twitter og Facebook, og to russisk statsejede selskaber, der er kendt for deres tætte forbindelser til den russiske regering og dens politiske dagsorden.
 
* Eksempelvis har energiselskabet Gazprom smidt større beløb i et selskab i skattely. Selskabet har med en samarbejdspartner gjort en større investering i Facebook.
 
* I alt er flere hundrede millioner gået fra statsejede russiske institutioner til Facebook og Twitter.
 
* Flere nøglerådgivere og ministre i den amerikanske præsident Donald Trumps regering har penge stående i lande med meget lav skat.
 
Det drejer sig blandt andet om finansminister Steven Mnuchin, udenrigsminister Rex Tillerson, den økonomiske rådgiver Gary Cohn og ambassadøren i Rusland, Jon Huntsmann.
 
* Samtidig afsløres det, at den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, laver forretninger med den russiske præsidents, Vladimir Putins, svigersøn.
 
* Blandt andet står Wilbur Ross til at kunne tjene penge i tilfælde af fremgang hos nogle russiske selskaber, der i dag er pålagt sanktioner fra USA.
 
* I alt er 25.000 personer nævnt i dokumenterne. 140 af dem er danske.
 
Kilde: The Guardian, TT, Süddeutsche Zeitung, ICIJ.
 
OVERBLIK: Det siger de om Paradise Papers
Søndag aften kom en række medier med historier om politikere, selskaber og kendte, der har placeret penge i såkaldte skattelylande. Historierne bygger på dokumenter fra et advokatfirma og et rådgivningsfirma.
 
Papirerne har udløst en række reaktioner fra danske politikere og organisationer. Her er et overblik over nogle af dem:
 
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) siger til Ritzau:
- Det må undersøges. Der er den gode nyhed, at skattevæsnet står vel rustet til at håndtere de oplysninger og komme efter dem, der ulovligt har unddraget sig 
 
Lars Koch, vicegeneralsekretær i hjælpeorganisationen Oxfam Ibis, siger til Ritzau:
- Det meste af det her er lovlig skattetænkning. Udfordringen er, at man har 200 landes skattelovgivning, som er fulde af huller, når man sætter dem sammen. 
- Det er dem, som dygtige advokatfirmaer som Appleby kan hjælpe selskaber og rigmænd med at finde, så man ikke skal betale skat.
 
Ordfører for EU-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg Jeppe Kofod (S) skriver i en pressemeddelelse:
- Det er dybt pinligt, at det ikke er myndighederne men journalister, der gang på gang skal afsløre disse skandaler.
 
SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, skriver i en pressemeddelelse:
- På baggrund af aftenens afsløringer vil jeg tage initiativ til en høring, hvor de virksomheder, der har haft penge i skattely, kan møde op til en diskussion om, hvordan vi lukker hullerne og forklare sig til Folketinget.
 
Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, skriver i en pressemeddelelse:
- Det afslører de rigestes grådighed, at de gemmer deres penge i skattely overalt, hvor de kan komme afsted med det.
 
Alternativets ordfører for skat og god fordeling, René Gade, skriver på Twitter:
- Vi må fortsætte med at stramme skruerne internationalt - og støtte journalisternes stærke arbejde.
 
Hannah Brejnholt, der er Mellemfolkeligt Samvirkes talsperson om skat, siger i en pressemeddelelse.
- Det her handler ikke om nogle enkelte firmaer, der sniger sig uden om skat. Det er hele skattesystemet, der er sygt. Det er tid til nogle fundamentale ændringer af rammerne på det her område.
 

 

Emneord: Skattely, Paradise Papers, Facebook, Apple, Nike, Globalisering, Erhvervslivet, Skatter
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også