Overblik: Løkke i samråd om relation til kvotekonger

Socialdemokratiet savner fire svar efter Løkke-samråd

Et halvanden time langt samråd med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) har efterladt flere spørgsmål end svar, mener Socialdemokratiet.

Partiets fiskeriordfører Simon Kollerup peger på fire spørgsmål, som han mener, at statsministeren mangler at svare på, om hans relationer til de såkaldte kvotekonger.

For det første bør statsministeren ifølge Simon Kollerup oplyse, hvilken rolle han har spillet i udformningen af den del af fiskeripolitikken, som vedrører kvotekongerne. 

Spørgsmålet er vigtigt for Socialdemokratiet, fordi man mener, at regeringen bevidst har modarbejdet flertallets ønske om at skærpe reglerne over for kvotekonger.

Hvis Løkke har blandet sig i fiskeripolitikken, som ellers ligger hos fiskeriministeren, ville det gøre Løkkes relation til kvotefiskerne endnu mere problematisk, mener Socialdemokratiet.

Lars Løkke Rasmussen vil dog ikke oplyse om regeringens interne processer. Han henviser til, at det samme formentlig vil gøre sig gældende for Socialdemokratiet, hvis partiet igen får regeringsmagten.

Statsministeren undlader for det andet at svare på, om kvotekongerne har haft "indflydelse" på regeringens politik, mener Simon Kollerup. 

Lars Løkke Rasmussen sagde flere gange, at han ikke har nogen relationer, som har været "styrende" for regeringens fiskeripolitik. Statsministeren sagde også, at man ikke kan "købe sig til indflydelse" hos ham. 

Simon Kollerup mener, at der deri ligger en åbning for, at storfiskeren fra Thyborøn John-Anker Hametner Larsen kan have påvirket fiskeripolitikken. 

Eller fået indflydelse på den gennem en gave på et sommerhusophold i Skagen til Løkke. Eller via donationer til Løkkefonden, som blev startet på initiativ fra Løkke.

Løkke fastholdt igen og igen på samrådet, at det afgørende må være, om hans relation har været "styrende" for fiskeripolitikken.

For det tredje mangler statsministeren ifølge Simon Kollerup at svare på, om han har fået ferieophold fra andre danske eller udenlandske erhvervsfolk. 

Her er Løkkes svar, at han fik sommerhusopholdet i Skagen som en privat gave. Den har ikke indflydelse på hans virke som statsminister, og derfor skal han ikke oplyse om den. Eller om andre gaver.

Socialdemokratiet savner også svar på, om storfiskeren fra Thyborøn har været på besøg på Marienborg. 

Igen henviste Lars Løkke Rasmussen til, at det er privat, hvem han mødes med, når det ikke sker i egenskab af statsminister. Det gælder uanset, om det er i hjemmet i Nyhavn eller på Marienborg.

Løkkes forklaringer var dog ikke nok til at stille Simon Kollerup og Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, tilfredse.

- Der er så mange ting, statsministeren ikke vil svare på, at vi er nødt til at gå tilbage og høre det hele igennem igen, siger Simon Kollerup.

Spørgsmål: Antyder du dermed, at der er flere samråd på vej?

- Jeg vil ikke afvise, at vi kan have behov for at se statsministeren igen, for nogle af de allermest centrale spørgsmål i sagen, er nogle af dem, han ikke vil svare på, siger Simon Kollerup.

DF-ordfører klapper i

Der tegner sig et billede af, at man med donationer til Løkkefonden kan købe sig til adgang til Danmarks statsminister.

Så skarp var kritikken fra Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, mandag.

Men efter samrådet er Poulsen yderst fåmælt.

- Nu snakker vi om det i gruppen. Det er det, vi gør, siger Ib Poulsen.

- Vi har hørt hans svar. Og dem tager vi til efterretning, siger Poulsen og baner sig vej gennem det store presseopbud, der har samlet sig uden for lokalet, hvor samrådet fandt sted.

Mandag skrev netmediet FødevareWatch, at Løkke i 2016 mødtes med en gruppe fiskere for at drøfte en presserende dagsorden i fiskeriet. Det skete i forbindelse med en nytårskur, hvor der blev samlet penge ind til fonden.

Det var de oplysninger, der fik Ib Poulsen til at udtale sig i skarpe vendinger.

- Han må komme ydmygt til samrådet, lægge sig fladt ned og sige, at han har relationer til kvotekongerne, som han ellers påstod ikke at have, sagde Ib Poulsen om statsministeren.

Onsdag vil Ib Poulsen ikke svare på, om han vil indstille, at Dansk Folkepartis folketingsgruppe skal foretage sig noget videre i sagen.

/ritzau/

Emneord: Samråd, Lars Løkke Rasmussen, Kvotekonger
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 01.02.18 Anne-Marie Krogsbøll
    Håbefuldt....

    Løkkes gentagne henvisninger på samrådet til retten til privatliv må jo indgyde håb for alle os, der gerne vil generobre retten til privatliv ift. vore sundhedsdata, børns følelsesliv og samtaler med lægen.

    For retten til privatliv kan vel ikke kun gælde for statsministre?

    Alternativt vil jeg foreslå, at der oprettes et forskningsregister, som får ret til uden samtykke og information at hente alle oplysninger i ministres, politikeres, forskeres, partikassers, topembedsmænds, og deres børns og ægtefællers konti - samtlige af dem.

    Der vil jo kunne udføres megen samfundsgavnlig, ja ligefrem for vort land og demokrati livsvigtig forskning med disse data. De behøver ikke være direkte offentligt tilgængelige, men samfundsforskere som Ellersgaard og Grau Larsen (forfatterne til "Magteliten") kan så under fuld fortrolighed (hvilket ikke er det samme som anonymitet) få adgang til at forske i disse data for at klarlægge pengestrømmene mellem den rigeste procent af befolkningen, og disses indflydelse på samfundsvigtige beslutninger.

    Det skal selvfølgelig foregå under samme (ikke særligt) gode datasikkerhed som vore sundhedsdata behandles med, og forskere rundt om i verden skal også have mulighed for at få del i dette værdifulde materiale, så de kan udføre forskning til alle verdensborgeres og samfunds bedste.

    Jeg går ud fra, at Løkke og den øvrige regering (af skiftende sammensætning fra begge sider af det politiske spektrum) kan give mig ret i, at det vil være en rigtigt god måde at afbalancere retten til privatliv overfor samfundsnyttige formål, ganske som man gør på sundhedsdatafronten?

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også