Pædagoger er mere syge end andre offentligt ansatte

Sygefraværet blandt pædagoger er højere end gennemsnittet blandt offentligt ansatte. Kvindelige pædagoger og personale i 30'erne fylder i gruppen af syge mere end 30 dage. Det er blevet hårdere at være pædagog, siger BUPL.

Ofte må børnene i vuggestuer og børnehaver undvære deres pædagoger i længere tid, fordi hver 8. pædagog i løbet af sidste år meldte sig syg i mere end 30 dage. 
 
Det viser en analyse Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE), og hvis det tal skal ned, kræver det ledelse, mener KL. Det er nemlig først og fremmest en opgave for lederne i børnehaver og vuggestuer at nedbringe sygefraværet blandt pædagoger. 

Det siger Michael Ziegler (K), som er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at hver ottende pædagog i landets daginstitutioner fra marts sidste år til marts i år måtte sygemelde sig i mere end 30 dage. 
 
- Al erfaring med flere års sygefraværspolitik viser, at det er god og nærværende ledelse, der virker. Så det er jo først og fremmest der, man skal sætte ind. Det er en opgave på den enkelte arbejdsplads. Det er umuligt at give en general opskrift, som virker i alle 98 kommuner og i tusindvis af daginstitutioner, siger Michael Ziegler.
 
Ifølge børnehavelederne er det høje sygefravær simpelthen et udtryk for, at der mangler hænder.
 
- Vi kan jo ikke hekse. Vi kan jo ikke løfte noget, hvor der ingen hænder er. Men man kan forsøge at indrette sig på andre måder med de pædagoger, man nu har, siger Sanne Lorentzen, formand for Bupl's lederforening. 
 
Hun påpeger, at pædagogerne ikke kun sygemelder sig med host og snot, men i høj grad også med lidelser som stress. 
 
Michael Ziegler erklærer sig enig i, at dokumentationskrav og detailstyring kan presse institutionerne. Derfor skal børnehaver og vuggestuer skære ned på de aktiviteter, som ikke er relateret til dagligdagen med børnene, siger han.
 
Samtidig understreger Michael Ziegler, at kommunerne prioriterer dagtilbuddene, og at udgiftsniveauet har været næsten det samme siden 2011.

- Og det er en periode, hvor de kommunale budgetter har været meget stramme, og kommunerne har fået stigende sparekrav fra Christiansborg. Derfor kan det være lidt barokt at høre fra eksempelvis politikerne på Christiansborg, at vi ikke sender penge nok ud til daginstitutioner, siger Michael Ziegler.

Bupl: Det er blevet hårdere at være pædagog
Pædagogerne i landets børnehaver er inde i en ond spiral. Flere langtidssygemeldes med stress. 
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at hver ottende pædagog langtidssygemeldes. En langtidssygemelding svarer til 30 sygedage eller mere i løbet af et år. 
 
Det skyldes blandt andet mangel på pædagoger, at antallet af langtidssygemeldte stiger. For når flere melder sig syge, så skal de der bliver tilbage på arbejde løbe hurtigere.
 
Det mener Sanne Lorentzen, formand for Bupls lederforening. 
 
Spørgsmål: Men er det hårdere at være pædagog i dag end tidligere?
- Ja, fordi der er så få hænder. Der er færre pædagoger til flere børn. Vi mangler 4000 pædagoger på landsplan.
 
Spørgsmål: Der er ikke noget der tyder på, at I få flere hænder. I må have nogle andre løsningsforslag?
- Vi bliver nødt til at organisere os på andre måde. Og det forsøger vi. Men jobber er hårdt, og nogle er nedslidte. Det er ikke kun sygdomme med snot og host. Det er slidsygdomme, det er stresssygdomme, og det er livstruende sygdomme, fordi vores arbejdsgruppe jo også er kvinder over 50 år. 
 
Spørgsmål: Men det virker bekymrende med så mange langtidssygemeldte?
- Ja, det er rigtig bekymrende. Og det er også bekymrende i forhold til vores budgetter, som jeg kigger på som leder. Det er mandetimer, vi mangler, som vi kunne have god brug for sammen med børnene. 
 
Spørgsmål: Men hvis du ikke får flere hænder at gøre godt med. Hvordan vil I så løse dette?
- Man kan jo ikke løse det på den måde, som forventninger er, men vi kan forsøge at organisere os på en anden måde.
 
Spørgsmål: Så det er svaret - at organisere sig ud af det?
- Vi kan jo ikke hekse. Vi kan jo ikke løfte noget, hvor der ingen hænder er. Men man kan forsøge at indrette sig på andre måder med de pædagoger, man nu har. Det skal være synligt for både politikere og forældre, hvor forventninger skal ligge til den enkelte pædagog i forhold til de ressourcer, der er blevet tildelt. Og der har vi en stor opgave som ledere. 
 
FAKTA: Pædagogernes sygefravær 
  • * Hver ottende pædagog i vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner bliver i løbet af et år sygemeldt i længere tid. Det svarer til 12 procent af personalet som fra marts 2015 til marts 2016 var sygemeldt i mere end 30 dage. Det er højere end gennemsnittet blandt andre offentligt ansatte og privat ansatte lønmodtagere, hvis man ser bort fra ledere. 
  • Sammenlignet med for to år siden er det længerevarende sygefravær steget med cirka otte procent. 
  • Det er oftere, at kvindelige pædagoger bliver langtidssygemeldt. 12,4 procent af de kvindelige ansatte har meldt sig syge i mere end 30 dage. Det gælder 9,3 procent af mændene. 
  • Overgangen til længerevarende sygdom er størst for det yngre personale i 30’erne. 13,7 procent af personalet mellem 30 og 39 år overgik til længerevarende sygdom.
  • Risikoen for en længerevarende sygdom stiger med arbejdstiden op til en arbejdsuge på 35 timer. Ved en uge på mellem 30 og 35 timer bliver 12,7 procent sygemeldt. Med en arbejdstid på mere end 35 timer falder andelen af sygemeldinger til 11,8 procent.
 
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
/ritzau/
 
Emneord: Pædagoger, BUPL, Sanne Lorentzen, Michael Ziegler, Kommunernes Landsforening, Daginstitutioner, Vuggestuer, Sygefravær, Pædagogisk ledelse, Normering af pædagoger
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også