Partier vil ændre lov om tvangsbehandling

Politik

18/10/2015 18:50

Nick Allentoft

Sundhedsloven skal laves om, men spørgsmålet er hvordan. Sådan lyder det fra en række sundhedsordførere, der mener, loven rummer mange etiske problemstillinger. Ministeren er enig, men vil bevare det frie valg.
Selvom sundhedsloven ifølge fagpersoner hvert år koster menneskeliv, er det ikke et problem, der kan rettes op på med en snuptagsløsning.  Sådan lyder det over en bred kam fra partierne på Christiansborg, efter Politiken søndag har beskrevet, hvordan det koster menneskeliv, at læger ifølge sundhedsloven ikke må bruge magt til at hjælpe for eksempel demente eller handicappede.    Dog er der enighed om, at sundhedsloven skal ændres. Men det er svært at balancere mellem patientens ret til selvbestemmelse og behov for behandling, forklarer Jonas Dahl, sundhedsordfører i SF.   - Jeg synes, det er en kompleks sag, og jeg tror ikke, der er nemme løsninger på det. For hvornår er man så dement, at sundhedspersonalet kan tilsidesætte folks egne ønsker?, spørger han.   Ligesom også Dansk Folkeparti er han positiv stemt overfor at indføre en testamente-ordning.   - Det drejer sig om, at den ældre får forholdt sig til problemstillingen i tide sammen med de pårørende. Ellers lægger man også et meget stort ansvar over på de pårørende, siger han.   Også sundhedsordfører for Socialdemokratiet Flemming Møller Mortensen mener, at det er en svær problematik.   - Vi skal have en lovændring, og der arbejdes ihærdigt og konstruktivt med et forslag til lov. Men det er et område, der omfatter rigtig mange etiske dilemmaer. Det er synligt for enhver.   Men så kan det heller ikke være sværere at ændre på den gældende lov, mener man i fagforbundet FOA.   Karen Stæhr, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, henviser til, at man må skele til serviceloven, der giver mulighed for i særligt tilfælde at bruge magt til for eksempel at børste folks tænder.   - Det er magtanvendelse at komme medicin ned i yoghurten eller ned under osten, så det må vores medlemmer ikke. Vi må finde ud af, hvordan vi ændrer loven, så den kommer til at ligne serviceloven mere, siger hun.   Minister: Sundhedslov skal sikre behandling og frit valg Det skal være muligt at medicinere handicappede og demente, der ikke selv er klar over, at de har brug for behandling. Dog skal det gøres på en måde, så borgeren ikke fratages sit frie valg. Det mener Sundhedsminister Sophie Løhde (V), der vil have ændret i sundhedsloven.    - Det er ikke en nem øvelse, for det er vigtigt, at vi finder den rette balance mellem retten til selvbestemmelse og hensynet til eksempelvis stærkt demente eller udviklingshæmmede, der ikke selv kan vurdere, om de har behov for hjælp, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.   Meldingen kommer i forlængelse af dagens debat.    - Det er et problem, at der i dag er patienter, som ikke får den nødvendige behandling, fordi reglerne er, som de er,. Jeg har allerede haft den første drøftelse med Folketingets partier om, hvordan man kan skrue et lovforslag bedst muligt sammen. De drøftelser vil jeg selvfølgelig fortsætte, siger ministeren.   Eksperter har efterlyst en lovændring i flere år. Tilbage i 2011 gav blandt andet Etisk Råd grønt lys for at genoverveje det punkt i sundhedsloven.    /ritzau/

Mest Læste

Annonce