Så kom den endelig, den længe ventede sundhedsreform. Masser af fine ord om mere nærhed, flere læger og sygeplejersker. Og personligt er jeg da også meget enig i, at det er på tide at få noget af det sundhedspersonale tilbage, som regeringen i øvrigt selv har været med til at skære ned på. Jeg synes dog, de glemmer, at det tager tid at øge kapaciteten af læger og sygeplejersker. Der kommer til at gå mange år, før vi kan mærke en reel forandring ude hos patienterne.
Regionsrådene skal effektiviseres fremfor nedlægges
Noget, der derimod bekymrer mig meget, er regeringens planer om at nedlægge regionsrådene. Det virker forhastet og ugennemtænkt. De burde i stedet fokusere på en effektivisering af regionsrådene.
Regionsrådene fungerer, men det kan blive bedre. Her kan man blandt andet kigge på sammensætningen af regionsrådsmedlemmer. Som det er nu, er rådsarbejdet deltidsjob for de 41 medlemmer, der er i hvert råd. Rådsarbejdet er for de fleste noget, man afsætter 10-12 timer om ugen til, og det er temmelig lidt, når man tænker på, hvor store beslutninger, rådene egentlig skal varetage, hvor mange millioner, der skal jongleres rundt med, og hvor mange patienter, der er afhængige af et velfungerende hospitalsvæsen.
Hvis man derimod reduceret antallet af regionsrådsmedlemmer, men i stedet gav dem lov til at besidde deres poster fuld tid, så ville medlemmerne kunne fordybe sig og have tid til at blive eksperter på det komplicerede område, de nu engang forvalter.
Vi flytter ansvaret, men hjælper det patienterne?
Målet med enhver sundhedsreform bør være at give patienterne bedre behandling. Regeringens forslag har to dele. Den ene handler om organisatorisk forandring, og den anden om en bedre service til patienterne.
Patientservice og bedre behandling skal altid være hovedformålet med en sundhedsreform, og hvis de organisatoriske omstruktureringer ikke bidrager til en bedre service for patienterne, så tjener de intet formal overhovedet. For mig at se er formålet med at afskaffe regionsrådene kun at spare penge og at flytte noget magt opad i systemet til regeringen, og i sidste ende fjerne demokrati og medbestemmelse.
De organisatoriske forandringer flytter økonomistyringen til ministeriet, og det giver en større distance mellem borgere og beslutningstagere. Og ingen af forandringerne synes at opfylde formålet med at give en bedre patientservice og behandling. Det kan kun ske ved, at man øger kapaciteten og sygeplejersker og læger.
Og som jeg startede med at sige, så har det rigtig lange udsigter.
