Plejeboliger i Odder nomineret til CSR People Prize

Ledelse

28/08/2013 09:39

Jakob Rom Johansen

Et stort socialt engagement, hvor ledige får chancen for at prøve sig af på en arbejdsplads og lavt sygefravær. Det er blot to af mange årsager til at Plejeboligerne på Bronzealdervej er nomineret til prestigefyldt pris.

Plejeboligerne på Bronzealdervej i Odder er blevet nomineret til CSR People Prize. Det er Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA), der står bag prisen, som i år uddeles for 14. gang.

Plejeboligerne har et tæt deres samarbejde med Jobcenter Odder, hvor ledige med forskellige udfordringer får lov til at prøve sig af i virksomheden og vise hvad de kan. I alle plejeboligernes afdelinger er der mentorer til at hjælpe praktikanterne, og virksomheden er i stand til at stykke forløb sammen, som passer til den enkeltes behov.

”Vi føler os forpligtede til at åbne dørene for samfundet og hjælpe ledige i gang, og vi har heldigvis nogle gode rammer og medarbejdere, som gerne vil hjælpe andre mennesker,” siger Bente Markfoged Jensen, leder af Plejeboligerne på Bronzealdervej, som har i alt 80 ansatte.

Hun peger desuden på, at fremtiden byder på flere ældre og færre unge, som vælger omsorgsuddannelserne, og derfor kan praktikforløb også være en god metode til at introducere unge til et fag, de måske ikke havde overvejet.

”Vi ser også, hvordan alle kan blive ramt i livet, og når jeg ser, hvordan et praktikforløb kan hjælpe et andet menneske, så bliver jeg meget glad,” siger social- og sundhedsassistent i Plejeboligerne, Liljan Conner.

Særligt kompetenceløft til ansatte i fleksjob
Ledelse og personale på Bronzealdervej har et stærkt sammenhold, og det afspejler sig blandt andet i et sygefravær på 2,4 procent, som er lavt for ældre- og omsorgsbranche.

Derudover bemærker dommerkomiteen, at virksomheden har gennemført et særligt kompetenceløft for de medarbejdere, som er ansat i fleksjob.

”Alle mennesker har brug for at for udviklet kompetencerne, og det er uanset om man arbejder på fuld tid eller er ansat i fleksjob, og derfor tog vi kontakt til sosu-skolen i Aarhus og fik stykket et særligt forløb sammen,” siger Bente Markfoged Jensen.

”Jeg har tidligere lagt mærke til, at vores ansatte i fleksjob holdt sig lidt tilbage, når vi havde forskellige arrangementer, men sådan er det ikke i dag, og de er en del af arbejdspladsen på lige fod som alle andre,” fortsætter hun.

Kofi Annan hovedtaler til prisuddeling
CSR People Prize uddeles af H.K.H. Prins Joachim ved det store gallashow CSR Awards, som i år afholdes d. 16.-17. september i Holstebro. Årets hovedtaler er tidligere FN-generalsekretær og nobelprismodtager Kofi Annan. Han har tillige stået fadder til FN’s Global Compact, som udstikker retningslinjer for virksomheders sociale ansvar.

CSR People Prize uddeles i to kategorier, dels til virksomheder med færre end 100 ansatte, dels til virksomheder med mere end 100 ansatte.

Plejeboligerne på Bronzealdervej er nomineret i kategorien -100 ansatte sammen med FA Stillads i Nordsjælland og A/S Bevola i Ringsted. Sidste år gik CSR People Prize til Gråsten Plejecenter og Øens Murerfirma A/S. Prisuddelingen foregår d. 17. september i Holstebro Musikteater.

KONTAKT:
• Leder Bente Markfoged Jensen, Plejeboligerne: // 2486 5515 // [email protected]
• Sosu-assistent Liljan Conner, Plejeboligerne: // 2239 3823 // [email protected]
• Sekretariatsleder Christina Schultz, VFSA: // 4171 4191 // [email protected]

FAKTA OM CSR PEOPLE PRIZE:
• VFSA har i over 10 år arbejdet for at indsluse og fastholde socialt udsatte på arbejdsmarkedet. Det gør vi blandt andet ved at uddele den prestigefyldte hæderspris CSR People Prize.

• Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig social indsats for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.

• Med deres historier kan vi inspirere andre virksomheder til at tage små og store skridt inden for virksomhedernes sociale ansvar.

• CSR People Prize bliver, sammen med en række andre priser inden for CSR området, overrakt ved det store CSR Awards 2013, der afholdes den 16. og 17. september i Holstebro, hvor forhenværende FN-generalsekretær Kofi Annan er hovedtaler. Læs mere om CSR Awards på www.csrfonden.dk og www.vfsa.dk.

FAKTA OM VFSA:
• VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar står bag prisen, der er en del af VFSA’s samlede strategi for at sætte socialt ansvar på dagsordenen og rådgive beskæftigelsesministeren om emnet.

• VFSA består af en række danske erhvervsfolk fra de største danske virksomheder. Medlemmerne er alle personligt udpeget af beskæftigelsesministeren.

Sven A. Blomberg, adm. direktør for BRF Kredit er formand, mens de øvrige medlemmer tæller ledere fra bl.a. Falck, Grundfos, og IBM.

FAKTA OM CSR AWARDS 2013

• CSR Awards 2013 bliver afholdt i Holstebro Musikteater d. 16.-17. september. Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan er hovedtaler.

• CSR Awards er arrangeret af CSR Fonden, som blev stiftet i 2011. Fonden har til formål at fremme synlighed for dansk samfundsansvar så bredt som muligt.

• Foruden CSR People Prize uddeles der også en række andre priser til CSR Awards. Du kan se et nærmere program for CSR Awards på CSR Fondens hjemmeside.

• I CSR Fondens bestyrelse sidder ISS-direktør Maarten van Engeland (formand), partner hos Bruun & Hjejle advokater, Christian Johansen, partner hos KPMG Christian Honoré, professor ved Københavns Universitet, Linda Nielsen samt skuespiller Connie Nielsen.
Læs mere på www.csrfonden.dk

Mest Læste

Annonce